Det var træls med den finale. Lad os prøve at se, om vi kan tænke på noget andet.
To meget forskellige albums, jeg hører en del for tiden, er We Were Dead Before The Ship Even Sank med de altid snurrige Modest Mouse og Send Away The Tigers med Manic Street Preachers. Førstnævnte gik lige ind på førstepladsen på USAs albumhitliste, sidstnævnte debuterede som nummer 2 på den britiske hitliste. Så det er ingenlunde undergrundsbands, vi har fat i her.
Det mest interessante af de to udspil – og nok også mest idiosynkratiske – kommer fra Modest Mouse, der denne gang har vores alle sammens Johnny Marr med på guitar. Dette band, der minder mig om lige så snurrige forgængere som Talking Heads, Tom Waits og norske Kaizers Orchestra, fortsætter udtrykket fra forgængeren Good News For People Who Love Bad News. “Dashboard” er nok tættest på en ny “Float On”, men mit eget yndlingsnummer er “Missed The Boat”, hvor Johnny Marrs ringende guitarer stikker hovedet frem på flottest tænkelige vis. En klar anbefaling fra mig.
“De lyder jo fuldstændig som de plejer”, sagde min kone, da hun hørte Send Away The Tigers. Den stadionegnede lyd, der skylder Queen langt mere, end nogen vil indrømme, er intakt. Måske er lyden tættere på bandets gennembrud Everything Must Go fra 1996 end på forgængeren, og man aner her og der en Beatles-inspiration. Men vigtigst: de tre walisere er nu i stand til at skrive sangbare tekster, der går i spænd med kompetencen på instrumenterne, og temaer som kærlighed og det at blive ældre har for længst fortrængt “alt er lort”-attituden fra det 15 år gamle debutalbum. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. “Autumnsong” er min personlige favorit, en optimistisk sang om (livets?) efterår. En anden sang, “The Second Great Depression”, taler (af personlige årsager) direkte til mig på en god måde.
Måske forstod de ikke, hvorfor du tænkte så meget på din faster ? 🙂
The Holy Bible var markant anderledes end den musik jeg ellers hørte dengang i 94/95. Jeg var ny-student men anede ikke hvad jeg ville i livet – men musikken fyldte mere og mere for mig, med navne som Oasis, Blur og især Suede og Jeff Buckley som rene åbenbaringer i mit ungdomssløvsind.
Jeg var bekendt med Manics men da jeg købte singlen Faster/PCP fik jeg et chok – den punkede lyd var helt anderledes end jeg havde regnet med. Pludselig fattede jeg dem bare – de prætentiøse citater fra debutalbummets cover gav pludselig mening. Og da The Holy Bible ankom midt i en totalt deprimeret tid for mig med en virkelig uønsket tjeneste i civilforsvaret, blev hele dette album mit efterårs soundtrack.
De uendelige søndage hvor man snart skulle afsted til en ny uge i helvede. De lange busture. Selvhad og aggression – og så alligevel på en eller anden måde optimisme i form af Bradfields eminente musikalske modstykke til Richey Edwards sublime tekster. Der var mere til verden.
Teksterne kredser om emner der for rockmusik er helt usædvanlige, men der hvor det virkelig er stort er når Edwards’ selvhad perspektiveres i teksterne – og det sker ofte. Var det for sort og måske for meget? Ja, vel var det så. Men det var det mest ekstreme jeg havde hørt og til dato det album der har rystet mest op i mig som person, som lytter, som fan og som mig selv.
Startnummeret Yes, den næsten urimeligt lyrisk gode 4st 7lbs, Die In The Summertime, This Is Yesterday. Det er numre blandt de allerbedste jeg får at høre i mit liv – og den adrenalin jeg mærkede suse gennem min spinkle krop når den strøg via min discman og ind i mit hjerte vil jeg give uger og måneder af mit liv for at opleve igen.
Til en nytårsaften omkring 96-97 var jeg til en fest hvor der bl.a var en del søde piger. En af dem syntes jeg var ret sød men det skulle ikke vare ved. Jeg havde tidligere tvunget værten til at købe Holy Bible, og på et tidspunkt insisterede jeg på at hele selskabet skulle holde kæft og så ellers lytte til “Faster” på fuld skrue. Jeg var i himmelen mens resten af festen naturligvis stemplede mig, måske ikke helt uforståeligt, som sær idiot. Hvem ville hører den slags larm ved en festlig lejlighed, og så kunne de jo ikke engang afkode teksten – for mig var det verdens bedste sang og et øjeblik jeg husker. Det var mig og Manics against the world. ja, næsten et helligt moment med Holy Bible.
PS: Pigen så jeg aldrig igen.
Mange mennesker synes godt om The Holy Bible, men netop dét album har jeg meget lidt pænt at sige om. Kombinationen af 80’er-heavy-manerer, grotesk usangbare tekster og det dårlige mix er ikke min kop te (og jeg elsker som bekendt te).
Er jeg den eneste her, der ikke bryder mig om The Holy Bible?
Manics er tilbage med et nyt album – det er jeg altid glad for selv om de sidste par stykker ikke for alvor har vundet mit hjerte. Men omkring Holy Bible og Everything Must Go var jeg meget stor fan.
Det nye album rummer enkelte gode numre – jeg synes om singlen Your Love Alone is Not Enough og dens sing-a-long-agtige melodi. Jeg holder straks af titelnummeret, mens Autumnsong og Imperial Bodybags også er fine numre. De mere melankolske ideer er ofte de mest fuldbyrdede i bandets sene år – og albummets måske allerbedste nummer er da også The Second Great Depression, hvor den selvudnævnte fantastiske tekstforfatter Nicky Wire omsider lever op til sine egne interviews.
Desværre falder MSP også til jorden på flere numre af det kun 38 minutter korte udspil. De selv-parodierer stygt på Underdogs og Winterlovers er helt pinlig, når den kammer over i 80er-heavy og James Dean Bradfields våde drøm om Slash, Sweet Child o’Mine og alt det Motorcycle Emptiness lovede men aldrig siden indfriede.
Manics er min gamle kærlighed – kritiseres de af andre, er jeg der med et forsvar men sandheden er at jeg siden This Is My Truth ikke engang selv har lyttet særlig meget til dem. Know Your Enemy havde gode numre men var for lang, og Lifeblood var ironisk nok helt uden livsblod.
Til gengæld har jeg noteret mig nogle ganske maraton-agtige sætlister på den aktuelle UK tour. Lad os håbe at de kommer en tur forbi Danmark og giver You Love Us og de andre klassikere endnu en gang. For jeg skråler gerne med endnu engang på A Design For Life og alle de andre numre der for 10 år siden betød verden for mig.
jeg tænker mere på en kedelig udgave af army of lovers, når jeg ser billederne af the storm.
var der to personer jeg godt kunne undvære i dansk, var det dem.
Kommer til at tænke på svenske The Ark når jeg ser pr-fotoet af dem her:
http://www.myspace.com/thestormdk
KNOW YOUR ENEMY er en knaldgo plade! Send Away The Tigers er jeg også glædeligt overrasket over, LIFEBLOOD var steril og kedelig!
Hvad angår udseende har de reelt altid været én stor selvparodi…
Men chokerende som det måske lyder, så bryder Manics’ nye med en ti år lang vane med at udgive dårlige plader, efter tre albums som var hhv. sterilt, absurd og stendødt. Det er ret godt. Vitalt og engageret igen. Har man dog opgivet dem forlængst, er det ikke sært.
Fyrtårnet og de to bivogne er ikke de mest fotogene mennesker i britisk rock.
Er MSP ikke faretruende nær selv-parodien – militærjakker og sort omkring øjnene for gud ved hvilken gang?
Ingenlunde undergrundsbands.. Næhhh.. Ved ikke om det siger mest om danskerne eller den nyeste skive for Manics. Men de har solgt 300!!! eksemplarer i DK – ups!
Ser derimod frem til at høre Marr og musene på Voxhall inden længe!