Vi har featuret sangeren fra Denim før i Saturday’s kids. For Lawrence var i 80’erne frontfigur i guitarbandet Felt, der trods bemærkelsesværdig kvalitet var for ekcentriske og/eller obskure til at nå et større publikum. Efter ti albums blev bandet opløst, men Lawrence var snart tilbage med Denim, hans nye meget anderledes band, der kunne nogle helt basale og ret sarkastiske glam-tricks. Denim’s debutalbum – med den for Lawrence så typisk ironiske titel Back in Denim – fangede den musikalske tidsånd i ’92, hvor England var ved at være klar til, hvad siden skulle blive kendt som britpop. En brillant lille ener af en plade, med ufortrøden alvorlig levering af en række altid indædte, indimellem rørende og ofte hysterisk morsomme tirader. Som nu førstesinglen ‘Middle of the Road’, hvori Lawrence med den største selvfølge frakender sig ethvert slægstskab med alt og alle indenfor moderne rytmisk musik. Skulle have været et kæmpehit – jo, bare for sit ukuelige mod – men floppede fælt. Skæbnens ironi at en virkelig stjerne som Lawrence aldrig skulle få lov at se sig blandt de mange blålys på the middle of the road.

I hate The Stones and I hate blues, Eddie Cochran and blue suede shoes,
I hate the King, I hate Chuck Berry, I hate Hooker I hate Leadbelly,
alright!
I hate funk and I hate soul, rhythm and blues and rock ‘n’ roll
I hate riffs and guitar licks, I hate coke and I hate spliffs
alright!
it’s ok!
I hate Otis and Marvin Gaye, early Dylan, Aretha -hey !
Spector’s wall, knock it down, Jerry Lee run him out of town alright!
– it’s ok!-
There ain’t a lot I can do about it though.
I’m force-fed your so called heroes.
Don’t be told who to like.
It’s your choice, it’s your right to choose who to listen to,
it’s your rock ‘n’ roll.
You will find me…
in the middle of the road,
In the middle of the road…