Al den snak om Oasis har også afstedkommet gode ting. F.eks. har den sat gang i en diskussion om hvad Britpop-æraen var og betød, ikke blot kulturelt men også musikalsk. Og her står det hurtigt klart at Beatles-fanbrødrene fra Burnage med deres effektive Slade-boogie måske ikke ligefrem repræsenterer den progressive ende af spektret. En sang der lige nu i den forbindelse cirkulerer på SoMe er følgende optagelse fra BBC’s Later, hvor Bernard Butler og David McAlmont fremfører en mageløs version af duoens egen ‘Yes’. Bare starten, hvor en storstøjende Butler demonstrerer hvorfor Suede altid vil savne ham, er hele indgangsprisen værd i engelske £. Og derefter kommer så den himmelske sangstemme ind, der både er Brett A med englevinger og klassisk soul og helt sin egen. Britpop kunne.
En tanke om “Oh, yes!”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Alt hvad der næsten er bedst ved britisk musik, før, som nu, er repræsenteret i de 4 minutter.
En farvede campede soulsanger og en indebrændt elektrisk sangskriver – og guitarist med et ambitionsniveau højre end himlen, skaber noget fuldstændigt enestående ved både at se tilbage og se frem.
Det sjove er at Brett takkede nej til demoskitsen, da han mente at den ikke var mørk nok og at Morrissey i et sjældent anfald af selvindsigt, mente at sangen var ude for hans vokalvidde.
Det var lykkens smed, at sangen derfor endte op som præcis som den gjorde. Fuldstændig perfekt.
90ernes bedste sang.
Manic Street Preachers, som Butler i tiden med Suede havde turneret og udviklet et venskab med, hørte “Yes” teamede op med producer Mike Hedges og lavede “Af Design For Life”. Det kan i den grad høres.