2018 lakker mod enden. Desværre har denne decembers travlhed ikke givet Pastoren og jeg mulighed for vores årlige snak her på siden om respektive personlige favoritter blandt årets udgivelser. Men en tradition er kun en tradition for ikke at blive brudt, så derfor har vi istedet begge sammenfattet vores personlige top-10 skrifligt. Denne fremgangsmåde har selvfølgelig sine ulemper. Pastoren kan således ikke torpedere min Lana Del Rey-svaghed, og jeg ligeledes ikke hans country-fetish. Men Lana har slet ikke udgivet album i år, så Pastoren klarer nok den forpassede skudchance. Straks værre med mig og Pastorens americana-plader. Anyway, here goes, og det er vigtigt at huske i denne disciplin, det ikke nødvendigvis drejer sig om de kunstnerisk bedste 2018-udgivelser derude, men først og fremmest om dem, vi har holdt mest af og levet tættest med.
10. Teleman – Family of Aliens
En aften i Berlin faldt jeg live for dette sølvklædte London-band, som jeg kun kendte overfladisk via en tidligere supporttjans for Suede. De er et lille skævt elektronisk baseret rockband, der på Family of Aliens – deres tredje album – lyder som nære musikalske slægtninge til både Sparks og canadiske Wolf Parade. Optimistisk indie-pop med sørgmodig undertone, melankolsk indie-rock med strålende øjne. Der er både frihed og legesyge i bandets melodiske sange, og selvom produktionen kommer noget hjemmestudie-underspillet, nåes øjeblikke af en forunderlig ren pop-skønhed i Teleman’s fine og nysgerrige fremdrift.
Sang: ’Song For A Seagull’
09 – Jenny Wilson – Exorcism
Hendes forrige album tog udgangspunkt i en svær sygdomsperiode, mens dette er affødt af en personlig voldtægt. Tunge ting at slås med, og derfor så meget desto mere beundringsværdigt, at svenske Jenny Wilson viser masser af trods og kampgejst på spraglede, rastløse, utilpassede Exorcism. Bevæbnet med gamle analog-synthesizere og nogle yderst kantede elektroniske numre så jeg hende i sommer positivt smadre den gode stemning i en stor svensk slotspark, hvor hun var tværgående for-opvarmning for Thåström. Senere, på Stortorget i Malmö, spillede hun igen før ham, men da var hendes eget publikum også tilstede, og støttede anderledes op om hendes meget dramatiske sceneoptræden, hvor hverken hjerte, engagement eller selvudlevering kan betvivles. Stærk kvindelig musik, og indimellem djævelsk catchy i sin bittersøde konfrontation.
Sang: ‘Your Angry Bible’
08 – Spiritualized – And Nothing Hurt
Spiritualized kom tilbage med noget så sjældent i disse tider som et godt engelsk rockalbum. Himmelsøgende, men mere jordslået end nogensinde, spreder Jason Pierce falden stjernestøv i en række velarrangerede numre, der for mig står som de mest vellykkede Spiritualized endnu har begået. En traditionel, næsten Primal Scream-lydende rock, som alligevel formår at komme både nutidig og relevant. Slået musik, dog med livskraft og drømmene sat på det helt store. Rocknumrene er ofte hypnotiske, de bedste ballader af en anden verden.
Sang: ‘Damaged’
07 – Insecure Men – Insecure Men
Et nyt bekendtskab for mig dette sært downer-udtryksløse band fra Sydlondon. Deres debutalbum byder på engelsk lowlife tilsat billige keyboards, tarvelige rytmeboxe, fugtige barer og regnfulde forstæder. En på overfladen helt igennem håbløs musik, hvis underspillede sorte humor ofte slukker sidste hvide lysstofrør i loftet. Men indimellem, når det hele ser mest nedslående ud, dukker et popomkvædsgenfærd pludselig op og inviterer med ud på det tomme dansegulv. Insecure Men giver således minder om det helt unge Soft Cell, der ligeledes tegnede musikalske billeder af ensomt bedsit-liv i England, så det nærmest fremstod helt attråværdigt. I en verden fuld af falske vindere er det livsbekræftende med usminket tabermusik. Og den spiller Insecure Men uden tøven.
Sang: ’Teenage Toy’
06 – Marianne Faithfull – Negative Capability
Med et godt tænkt producerteam bestående af de to Ellis’er, Rob fra PJ Harvey-lejren og Warren fra The Bad Seeds, er Marianne Faithfull’s 21. studiealbum formodentlig karrierens bedste. En samling vingeskudte men markant rørende sange, hvori den modne Faithfull sætter nøgne ord på sin alders tab, hjerte og erfaringer. Stemmen er slidt mørk, humøret aldrig det bedste, ensomheden til at føle på, men der er alligevel noget yderst livsbekræftende i disse ukuelige fortællinger om livets fortsatte slag, længsler og trængsler. En meget stærk voksenplade.
Sang: ‘The Gypsy Fairie Queen’
05 – Sällskapet – Disparition
Svenske Sällskapet – nu uden fritidssangeren Thåström men istedet med tyske Andrea Schroeder på vokal – udsendte sit tredje men første tysksprogede album. Disparition er lyden af et gråtonet Nordeuropa’s storbyer, rustne jernbaneskinner, forladt industri og knuste drømme. På den vis er albummet et nyt kapitel i bandets fortsatte filmiske stemningsfortælling, og selvom man selvfølgelig altid godt kan savne Thåströms tilstedeværelse bag en mikrofon, så gør Fraülein Schroeder med den mørke, vemodige sehnsucht-klang det aldeles glimrende som nedslået rejsefører gennem dette dunkende drømmelandskab af melankoli og tabt momentum i livet. Altmodisch og nutidigt, hånd i hånd.
Sang: ‘Die Zeit Vergeht’
04 – Arctic Monkeys – Tranquility Base Hotel & Casino
Hvilken mærkelig og mærkværdigt vanedannede plade Alex Turner udsendte med sine Arctic Monkeys i år. For sandheden var jo, at Tranquility Base Hotel & Casino langt mindre lyder som det arenaspillende Sheffield-band, end det lyder af hans fritids-projekt The Last Shadow Puppets. Men hvor sidstnævntes seneste album var en halvbagt affære forlist på cocky attitude, er Tranquility Base Hotel & Casino the real deal indenfor dygtig wannabe-Serge Gainsbourg-sangskrivning og cocktailshaker-pop. Læg dertil en række smart-observerende novelletekster fra livets afkroge og lykken er gjort for dette umage album, der kom helt uden de ventede Arctic Monkeys-stadionsingalongs og hitsingler. Men i sommerens varme, alene i lejligheden om aftenen, lød det fantastisk, eksotisk, overskudsagtigt, som kun det bedste musikalske selskab.
Sang: ‘Four Out Of Five’
03 – Bryan Ferry – Bitter-Sweet
Og hvilket comeback Bryan Ferry-leverer med dette album, hvor han genbehandler egne solo- og Roxy Music-numre, som er de pludselig skrevet i Weimar-tidens Berlin og skal spilles/produceres derefter. En stiløvelse, betinget af Ferry’s musikalske arbejde til TV-serien Berlin Babylon, som så nemt kan gå galt og blive ligegyldig kitsch, men som i hænderne på Ferry og en række fremragende musikere antager egen identitet, og giver de allerede kendte sange ny karakter og betydning. Roxy Music’s tidlige udgivelser fra 70’erne lød ofte som retro-futurisme, men her er mønten vendt, og Ferry’s take på Weimar-schwung fremstår omvendt som en (heldigvis) helt uironisk futurist-retro. At høre disse smukt udformede sange og melodier vredet gennem tidsmaskine, uden at blive grebet det mindste af snigende kitsch-panik, er en vild og smuk oplevelse.
Sang: ‘Bitter-Sweet’
02 – Avantgardet – Alla Kännar Apan
Årets svenske album. Avantgardet fra Kalmar er blevet sammenlignet ikke så lidt hinsidan med The Libertines, da sanger/sangskrivers Rasmus Arvidsson’s problematiske forhold til stoffer og samfund beskrives indgående i bandets sange, der endda også ofte kommer med samme melodiske ubekymrethed og stormløb som hos Doherty/Barrat. Men sammenligningen er utilstedelig, for Avantgardet har sin egen personlighed, der musikalsk, i sin svenske 70’er-amerikanske tone, ligger langt tættere op af noget ganske andet, nemlig klassisk Håkan Hellström. Men i modsætning til Håkan er Arvidsson ikke nogen good-looking popcharmetrold med fanhåb til de unge piger. På Alla Kännar Apan – bandets tredje album på tre år – er han derimod en selvstændigt profileret og meget stærk sangskriver, hvis indignation som nødvendighed brænder smukt igennem. Håkan synger viser på sit nye album i år. Avantgardet synger livet på deres.
Sang: ‘Walk Of Shame’
01 – The Good, The Bad & The Queen – Merrie Land
Et fornemt Damon Albarn-orkestreret album, der umiddelbart ikke gør stort og voldsomt væsen af sig med markerede sange eller nogen enkel agenda. Merrie Land er derimod, på de indtryk af Brexit-engelske brydninger i tiden, Albarn samlede ind under seneste tour rundt i England med hans Gorillaz, et musikalsk kompliceret kludetæppe der på forunderlig vis bliver en vanedannende rejse gennem rodløs britisk nutid. Albarn kan den melankolske engelske sjæl i sin musik – der her spænder vidt fra reggae-bassgange over The Kinks-balladeintimitet til music hall-svimmelhed a la Parklife-Blur und so weiter – som ingen anden eller andre i disse år, og uanset hvilket artistnavn hans plader udsendes som, går der en klar Albarnsk identitet gennem den fornemme produktion. Seneste Blur-plade var nærmest en musikalsk åbenbaring, denne er ligeså noget helt specielt, dog mørkere, langt mere martret i sin grundstemning, men som oftest hos Albarn præsenteret med sænkede parader i befriende menneskelig øjenhøjde. Årets bedste album, ja, hvorfor i alverden dog ikke?
Sang: ‘The Great Fire’
Og her er listen i sin helhed:
01. The Good, The Bad & The Queen – Merrie Land
02. Avantgardet – Alla Kännar Apen
03. Bryan Ferry – Bitter-Sweet
04. Arctic Monkeys – Tranquility Base Hotel & Casino
05. Sällskapet – Disparition
06. Marianne Faithfull – Negative Capability
07. Insecure Men – Insecure Men
08. Spiritualized – And Nothing Hurt
09. Jenny Wilson – Exorcism
10. Teleman – Family of Aliens