Jens har desværre givet op i år igen – til min store ærgrelse. Til mig skrev han

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Så nu forsøger jeg selv med en pastoral liste i mangel af bedre. Jeg læser hverken Uncut eller Mojo.

Det, I får, er ikke en oversigt over albums inden for alskens genrer; der er desværre ganske megen musik, jeg ikke når at høre og efterhånden også musikalske udtryk, jeg ikke har sat mig ind og ikke kan sige noget som helst fornuftigt om. At jeg ikke nævner f.eks. Gilli eller Ice Spice er ikke udtryk for smagsdommeri. Jeg er bare ikke særlig eventyrlysten mere, og det ærgrer mig. Alderen er kort og godt begyndt at trykke og at trykke hårdt til. Mange af de albums, jeg nævner, er en slags comeback-udgivelser, men så til gengæld også nogle vellykkede af slagsen. Så retronostalgisk er jeg blevet med tiden.

Det giver ikke megen mening at rangordne de albums, jeg omtaler kort herunder. Jeg præsenterer dem derfor i vild forvirring. Med andre ord er årets gennemgang et tilfælde af stream of consciousness, når den slags er mest udpræget. Under alle omstændigheder vil jeg anbefale hvert eneste af de følgende albums.

H.C. McEntire – Every Acre

H.C. McEntire, der kommer fra North Carolina, er vel nærmest alt-country, og hendes vokal minder mig om Emmylou Harris (det er en stor ros). Hun synger ofte om naturen og ofte om kvinder (for hun er lesbisk), og begge dele gør hun på bedste vis.

Depeche Mode – Memento Mori.

Dave Gahan og Martin Gore er nu helt alene, og selv om arbejdet med sangene begyndte inden Andy Fletchers alt for tidlige bortgang, er det svært ikke at tænke netop dét ind i det, albummet udtrykker. Memento Mori er årets store og glædelige overraskelse, for sangene er nogle af de bedste, Depeche Mode har lavet siden Ultra, og Gahans stemme er tilmed blandt dem, der ser ud til at få yderligere dimensioner med årene.

The New Pornographers – Continue As A Guest

Dan Bejar er ikke med mere. Men Carl Newman og Neko Case lever op til forventningerne. Det er sjældent, man hører så vellykkede vokalharmonier som her. “A Firework In The Falling Snow” er endnu en af de her sange om at blive ældre, som griber mig om hjertet. Tak for dén – og de andre sange, der er her.

Blur – The Ballad of Darren

Tænk at Blur har været væk, og tænk at de kan vende tilbage på så overbevisende facon. Blur er ikke rockmusikkens fremtid, men når de er bedst, er de i høj grad dens nutid. Det er interessant, at den tilnærmelse til “støjrocken”, som fandt sted fra og med Blur ser ud til at være lagt på hylden. Ikke at det gør noget.

Everything But The Girl – Fuse.

Det er som om tiden står stille, når man lytter til Fuse. Der er gået 24 år siden deres seneste album, og præcis ligesom for Blur er det musikalske udtryk i høj grad velkendt. Tracey Thorns vokal er også den samme. Men helhedsindtrykket er ikke kun velkendt, men også vellykket. Det er som et besøg fra en gammel ven, og ligesom for The Ballad of Darren er det nok tilfældet, at vi har at gøre med et album, der nok mest vil appellere til dem, der var med dengang i 1990’erne. Det var jeg så blandt dem, der var.

Gregory Alan Isakov – Appaloosa Bones

Jeg har et blødt punkt for Isakovs let drævende, rolige sangforedrag og for hans velturnerede sangforedrag.

Grian Chatten – Chaos for the Fly

Det klæder Grian at prøve selv uden for Fontaines D.C., og han har lagt “talesangen” bag sig. Det klæder ham. Og jeg er glad for at han fortsat holder det irske trikoloren højt, skønt han nu har forlagt residensen til London. Nogle gange fornemmer jeg en forbindelse i det musikalske udtryk, der går helt tilbage til Nick Drake, og jeg forstår nu bedre Fontaines D.C.’s medvirken på hyldestalbummet til ham. Lur mig om ikke Grian Chatten kan lide Nick Drakes sange.

Hiss Golden Messenger – Jump for Joy.

Mike Taylors musik er en velkommen påmindelse om at man godt kan spille countryrock uden at være glad for Donald Trump. Han er forresten fra North Carolina.

Rhiannon Giddens – You’re The One.

Rhiannon Giddens er en af den slags næsten overmenneskeligt dygtige vokalister, der ville kunne slippe af sted med at synge fra telefonbogen (hvis der ellers stadig fandtes den slags bøger). Og så kan hun også spille på alskens strengeinstrumenter. Udtrykket er temmelig eklektisk, for det er tydeligt at hun hører alle slags musik – folk, country, soul og swing osv. – og får inspiration derfra. Jason Isbell er med. Rhiannon Giddens er forresten også fra North Carolina. Mon de putter noget i vandet dér?

HOST – IX

For mange år siden lavede Paradise Lost en række albums, der tog dem længere og længere væk fra deres oprindelige udgangspunkt i gotisk metal. Til sidst, på Host fra 1999, lød de som Depeche Mode på en god dag. Mange af de gamle metalfans blev fornærmede over det elektroniske udtryk, men jeg synes at det klædte dem særdeles godt, og sangene var stærke og iørefaldende. Derefter tog Paradise Lost desværre lidt efter lidt hele turen tilbage til det metalliske bøhmands-udtryk, og jeg stod af. Men nu har bandets sangskrivere Nick Holmes og Greg Mackintosh lavet duoen HOST, og resultatet er et album i samme stil som… Host. Sangene er ikke helt på niveau med dengang, men mindre kan også gøre det. Det er nu også svært at overgå bangere som “Say Just Words” eller “Permanent Solution”, der i en mere retfærdig verden var blevet hits.

Lars Winnerbäck – Neutronstjärnan.

De, der savner Kent voldsomt, vil selvfølgelig bide mærke i at Winnerbäck har fået Joakim Berg og Martin Sköld til at producere albummet. Det kan man nu også godt høre. Men jeg prøver at fokusere på det vigtige, nemlig sangene i sig selv. Og de er vellykkede. Vår tid er endnu en af disse gribende sange, der på få minutter giver et signalement af den komplicerede nutid, 2023 er.

Nation of Language – Strange Disciple

Denne amerikanske trio har jeg skrevet om på bloggen af og til. De lyder forunderligt meget som britisk synth-rock fra begyndelsen af 1980’erne, og inspirationen fra især Orchestral Manoeuvres In The Dark er meget tydelig. Så også her i et tilsyneladende nyt band forfalder jeg til utilsløret retro. Mange af sangene på Strange Disciple er gode, og hvis hit-raten (om man så må sige) bliver endnu højere på næste album, kunne de snildt få det helt store gennembrud.

Peter Gabriel – I/O

Jeg havde næsten glemt Peter Gabriel (ak ja, det er selvfølgelig ikke rimeligt). Men hans nye album er ikke dårligt, faktisk alt andet end dårligt. Og selv om Peter Gabriel efterhånden er blevet 73, er hans karakteristiske vokal tilsyneladende stadig intakt. Sangen “So Much” er gribende i en grad, så den får tårerne frem. Og så spiller Brian Eno også med på en del af numrene; jeg ved ikke om Eno og Gabriel har lavet musik sammen før, men det er glædeligt at disse to kreative englændere fra samme generation nu gør det. Albummet findes i to mix (og et tredje, rumligt) og også dét er interessant.

PJ Harvey – I Inside The Old Year Dying

Et mere indadvendt og ikke helt så umiddelbart album som forgængerne, men til gengæld også et af dem, der bliver ved med at åbenbare noget nyt. Jeg er glad for at PJ Harvey er blandt dem, der hverken er desperat efter at forny sig eller stædigt holder fast i at “lyde som sig selv”.

Sigur Rós – ÁTTA

Dem havde jeg også næsten glemt. Engang kaldte man Sigur Rós for post-rock, men der er ikke meget rock over dem mere. Islændingenes musik er tættere på en form for neoklassisk kompositionsmusik som Arvo Pärt eller Max Richter og er velegnet til eftertænksomme stunder.

Sufjan Stevens – Javelin

Sufjan Stevens har været gennem en svær tid (og har bl.a. skulle lære at gå igen), men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums. Det sidste nummer på albummet er en udgave af et gammelt Neil Young-nummer, men det glider ubesværet og naturligt ind i helheden.

The National – First Two Pages of Frankenstein/Laugh Track

I år kom der igen et album med The National, og pludselig kom der minsandten ét mere. Det er typisk tegn på at man enten har været ekstremt kreativ eller har haft det svært med begrænsningens kunst. Begge dele gør sig (så vidt jeg kan se) gældende her. The National er måske ved at blive lige lovligt magelige og lige lovligt gode til at lyde som The National, men hvis man havde koncentreret de bedste sange fra de to albums på ét album, kunne resultatet være blevet et af deres rigtig gode albums. De kan jo stadig noget.

The Paper Kites – At The Roadhouse.

Dem havde jeg ikke hørt om før i år, og det kan jeg kun ærgre mig over. The Paper Kites er en slags australsk alt-country. At The Roadhouse er et langt album, der måske godt måtte have været lidt kortere – men den slags er nemt at råde bod på i vore dage med en lille smule spilleliste-kundskab. Deres bassist hedder forresten Rasmussen til efternavn.

Tommy Stinson’s Cowboys In The Campfire – Wronger

Den eneste, der nu bærer videre på den musikalske arv fra The Replacements er deres gamle bassist mm. Tommy Stinson. Udtrykket på Wronger, hvor han er sammen med Chip Roberts, er akustisk og ikke så tæt på The Replacements, men til gengæld (og gudskelov) langt fra Guns’N’Roses, hvor Stinson en lang overgang tjente sit brød. Jeg synes faktisk at han efterhånden er ved at være en sangskriver på niveau med sin gamle kollega Paul Westerberg – som vi næppe kommer til at høre mere til. Og dét er en ros. En sang som “Dream” er dejlig.

Vince Clarke – Songs of Silence

Hvis man forventer noget, der lyder som Erasure, bliver man skuffet. Ellers bliver man forhåbentlig imponeret. Songs of Silence er fuldstændig anderledes end noget, jeg tidligere har hørt fra Vince Clarkes hånd. Det minder om kompositionsmusik som Henryk Gorecki, Arvo Pärt og Max Richter, og stemningen er stor og ofte sørgmodig.

Young Fathers – Heavy Heavy

Young Fathers er et ensemble, der fortjener mere opmærksomhed, for deres udtryk, der blander keltisk og afrikansk musik med noget elektronisk, er originalt og helstøbt. Vi har at gøre med en trio fra Edinburgh, hvor to af medlemmerne har afrikansk baggrund. Nogle ville måske nævne TV On The Radio som reference, men den slags sammenligninger synes jeg er underligt dovne.

Margo Price – Strays

Ray LaMontagne forsøgte at komme væk fra sit udgangspunkt i americana og over til en slags stoner-psych-rock. Nu gør Margo Price noget lignende, men her lykkes det bedre. Der er ganske mange gæster med, bl.a. Sharon Van Etten.

Danmark

Jeg har ikke været god til at følge med i dansk musik, men jeg kan heldigvis konstatere at det er langt mere acceptabelt at udtrykke sig på dansk. Tiderne er skiftet siden dengang Love Shop var ensomme bannerførere for retten og pligten til at udtrykke sig på det sprog, man ellers kommunikerer på.

Peter Olesen har lavet et godt album, hans første egentlige soloalbum. Blues og salmer lever op til navnet uden at være blues eller salmer, men indfanger den brug af sproget, som vi kender ham for.

Også Peters bror Henrik Olesen vil jeg nævne. I skrivende stund er der en EP på vej, og Lyset er din ven er en vellykket forløber.