11 tanker om “Et lys der aldrig går ud”

1. Kunne værre fedt hvis de en dag lagde vejen forbi Danmark, men det er nok desværre ønsketænkning. Selv Morrissey har rost dem. Det her er langt bedre end en koncert med Johnny Marr, som uagtet at han er en gudsbenådet guitarist, ganske enkelt har en elendig sangstemme. I øvrigt tankevækkende at Glastonbury endnu engang havde et program som er lysår bedre end Roskilde.

2. HaHa! Sikke en fest. Astley er da en engageret og festlig onkel – men det band altså – wow.

3. Jeg synes også, det er supergodt. Og underholdende. (Prøv lige at høre koret) han giver ham baghjul.
   Det er helt sikkert kærligt ment, men en udfordring, det er hvad, det er.
   Det kan du ikke sidde overhørig, det dér, Moz. Jeg synes signalet er rimeligt klart: ‘Nu samler du handsken op, og så går du ud og SYNGER DINE GODE SANGE O-R-D-E-N-T-L-I-G-T.’ (I stedet for at være en nar).
   Kæft, det er skægt.

4. Det var knaldgodt.
   Saa det tre gange igaar, og det blev bedre og bedre.
   Sikke en fest!

5. Jeg synes, at det er overraskende godt.

   Han yder sangene den retfærdighed, som Morrissey ikke længere gør. Det gør han ene og alene, fordi han er fan. Og se og hør lige, hvordan hele teltet synger med uanset alder.

   Jeg tog gerne til en lignende koncert.

6. Det klip gav mig lyst til at tage til koncert igen – jeg tror, jeg vil forsøge at få billet til Glastonbury næste sommer.

   Rick Astley er i øvrigt kommet med antiracistiske udtalelser, og det er endnu en grund til at synes om ham. Hans gamle firserting sagde mig intet, men det var en anden tid (som det er så populært at sige).

   Den selvglade racist, der var med til at skrive The Smiths’ sange, vil jeg helst gøre alt for at glemme.

7. Skrækkeligt i forhold til hvad? Som ‘artistic statement’, ja, sikkert, men så har du misforstået foretagendet. Det her er bare nogle fremragende sange fra en kollektiv fortid sat op på en piedestal, delt ud, taget imod og sunget med på, en fest kaldes det vist.

8. Så er det nu, at jeg må gå til bekendelse. Den allerførste cd, jeg nogensinde købte i mit liv (kort efter jeg for mine konfirmationspenge havde købt et stereoanlæg med sådan en cd-afspiller, som jeg ikke kendte nogen andre, som havde) var med Rick Astley. Jeg var 13 år og havde endnu ikke udviklet en musiksmag.

9. Det der lyder da skrækkeligt…

10. Jeg synes han gør det fantastisk. Måske mest fordi han er en storsyngende karaoke-udgave af os alle, når han på scenen henført løfter synger de sange, han tydeligvis er vokset op på og elsker.

    Alternativet er stilhed, ikke godt, eller Morrissey’s egne versioner, trukket ned af det bitre drag i stemmeføringen, der er kommet til, og ikke mindst hans håbløse backingband, heller ikke godt.

    Ja, så er der Johnny Marr, som naturligvis også spiller de sange. Og hans verdensklasse-strålende guitar gør dem værd at høre med ham, men ikke til det punkt hvor man kan abstrahere fra at Marr som forsanger er helt slukket de gode intentioner tiltrods.

    Astley behøver ikke gøre det her. Lørdag kom han direkte over i dette telt efter at have spillet sine egne sange på Glastonbury’s store Pyramid Stage foran et hav af mennesker. Det her var bare con amore til seksten hjemløse sange, der om nogen fortjener at blive hørt og festet til.

    PS – Kender ikke meget til Astley og hans egen musik. Har aldrig hørt et nummer med ham selv, der gjorde noget godt. Men det her…!

11. Jeg har ikke læst normalt pålidelige The Guardians anmeldelse, indrømmet. Men The Smiths var fantastiske. Og Astley vel også ok inden for sin genre. MEN denne annektering af The Smiths sange er i mine – muligvis lidt sarte – ører aldeles upassende. Som hvis Kjeld Heick sang The Beatles. Lad venligst være med det! Der lyder skrækkeligt