Pastorinden og jeg er lige kommet hjem fra Way Out West, den store årlige musikfestival i Slotsskogen 2024. Det skriver jeg mere om i et andet indlæg.
Der var mange gode oplevelser, men for mig var det suverænt mest gribende øjeblik James Blakes udgave af “No Surprise” fra Radioheads OK Computer. Sidst, vi var til Way Out West, var i 2019, et halvt år inden pandemien. I de fem år, der er gået, er der sket ganske meget i mit arbejdsliv, meget af det desværre ikke så rart – og netop denne sang beskriver en følelse og nogle overvejelser, jeg har kendt lidt for godt. Jeg fældede en tåre, faktisk flere, da sangen kom.
Og så er det også som om netop denne sang, som blev tilegnet Jonny Greenwood, passer usædvanligt godt til netop James Blake. Her er en publikumsoptagelse af den.
Nation of Language på Höjden-scenen, Way Out West 2023.
Pastorinden og jeg besøgte igen Way Out West-festivalen i Göteborg efter fem års pause. Det var en særdeles god oplevelse.
Way Out West er ikke en camping-festival og ligger i grønne omgivelser i Göteborgs største park, Slotsskogen. På den måde er man forskånet for en del af de udskejelser, der ofte har gjort mig træt af den ellers så velrenommerede Roskilde Festival. På Way Out West var der således ingen, der stod og ladede vandet på tilfældige steder og der var heller ikke masser af tydeligt berusede mennesker, der sejlede tilfældigt rundt på pladsen i tøj stift af støv og mudder. Priserne på drikkevarer og mad (maden er endda ofte ret god, synes jeg) er som i Danmark, bare i svenske kroner. Så med den fordelagtige valutakurs er det tilmed billigt.
Eneste skår i glæden er at festivalen måske er på vej til at blive for populær. Lørdag aften var der markant flere mennesker end torsdag og fredag, og det kunne man tydeligt fornemme.
Nogle korte observationer om musikken:
PJ Harvey gav endnu en vellykket koncert. Det er altid en fornøjelse af se hende, og hun har efterhånden et rigt og varieret bagkatalog at tage fra – og det gjorde hun.
Pulp var meget driftssikre. Jeg tænkte uvilkårligt at musikerne godt nok var blevet gamle, men så huskede jeg at de faktisk er på alder med mig! Jarvis Cocker er om muligt blevet endnu mere selvironisk med årene. I modsætning til PJ Harvey er der ikke nyt fra Pulp, så koncerten var en grundig tur i bagkataloget.
Air spillede Moon Safari i sin helhed. Det er det eneste album med dem, som jeg kender godt, må jeg indrømme – og det var en helt loyal genopførelse. Airs musik er strengt taget en form for vellavet easy listening og burde derfor ikke være velegnet til en udendørs festival hvor publikum kommer og går, men publikum var der alligevel (og jeg var der også).
Nation of Language havde jeg glædet mig til at se, og de skuffede ikke (ud over at koncerten kun var programsat til 45 minutter som andre koncerter på Höjden-scenen). Det er interessant at tre musikere, der er så unge, at et vilkårligt medlem af Pulp kunne være forælder til dem og tilmed er fra USA, kan være en så god og original inkarnation af OMD. Ian Devaney har tilmed moves, der leder tanken hen på Jens og Henrik. Se Nation of Language, hvis I kan.
Hurray for the Riff-Raff skuffede heller ikke. Den korte koncert præsenterede næsten alle sangene fra det nye album The Past Is Still Alive.
Arooj Aftab var også en af de kunstnere, jeg havde glædet mig til. Og selv om hun indrømmede at have tømmermænd, gik det godt. Hendes aktuelle album har sange på engelsk om (ifølge hende selv) at drikke og flirte – men jeg må indrømme at jeg synes bedst om hendes sange på urdu.
Alvvays havde jeg ikke oplevet før, men gode var de. I sidste halvdel af koncerten opdagede jeg (lidt sent) forskelligheden i deres sangmateriale.
Fever Ray er fra Göteborg og har et helt særegent udtryk, der kræver lidt tilvænning, men er spændende. Det er sært at tænke på at Karin Dreijer engang i begyndelsen af sin karriere spillede i band med Håkan Hellström. Jeg har svært ved at forestille mig to mere forskellige svenske musikere end de to.
The National leverede en vellykket koncert som afslutning på hele festivalen, men det var begyndt at blæse temmelig meget op, og lyden blev desværre kastet rundt af blæsten meget af tiden. Under koncerten slog det mig, at Matt Berninger og Jarvis Cocker vel ligner hinanden i fremtoning: Midaldrende mænd med briller og jakkesæt og en rastløs energi, der efterhånden fører dem rundt på alle dele af scenen.
Var der ingen skuffelser? Jo. André 3000 har skiftet musikalsk udtryk fra sin tid i Outkast og spiller nu en form for free jazz. Nogle er begejstrede for hans nye musikalske retning, men jeg var ikke imponeret. Og så var der den amerikanske gruppe Wednesday; jeg troede fra beskrivelsen, at de spillede alternativ country, men bortset fra et enkelt nummer var der tale om støjrock af en temmelig anonym slags.
Gik jeg glip af noget? Ja. Jeg fik ikke oplevet Slowdive, The Kills og Fred Again. Jeg var ganske enkelt for træt. Ak ja.
