Fra Coventry kom The Specials og blev sammen med bysbørnene The Selecter, Madness fra London og Birmingham’s The Beat hovednavne i den 2-Tone-bølge, der spredte sig bredt udover Storbritannien fra 1979 og en to-tre år frem. Traditionel jamaicansk ska var umiddelbart udgangspunktet, men det lykkedes hurtigt for samtlige de nævnte bands at få eget fodfæste i musikken. Mest interessant af dem alle var The Specials, der i Terry Hall havde den frontfigur som formådede at give sangene et helt personligt ansigt. Debutalbummet The Specials – produceret af Elvis Costello – er en rå klassiker indenfor genren, opfølgeren More Specials er absolut også pengene værd, med sin meget anderledes, sofistikerede og sine steder nærmest loungeagtige sangskrivning. Her tager vi dog singlen ‘Ghost Town’ fra juni 1981, som siden blev kåret som årets allerbedste i både NME og Melody Maker, nok ikke mindst fordi dens håbløse musik og ord fortalte historien om at være ung i Margaret Thatcher’s England så tindrende klart, alt imens mareridtet stod på. En trøst for datidens unge dog at være i en tid hvor hitlistepopmusik – som nu denne sang – kunne have indhold.

…This town, is coming like a ghost town
Why must the youth fight against themselves?
Government leaving the youth on the shelf
This place, is coming like a ghost town
No job to be found in this country
Can’t go on no more
The people getting angry
This town, is coming like a ghost town…

Glemmer nemt hvor store The Jam var i England i slut-70’erne/start-80’erne’s England. Sammen med The Clash var de det band som alle andre håbefulde fra den nye bølge skulle måle sig med – ialfald hvad succes angik – og hver eneste pladeudgivelse blev dækket af musikpressen som var det en national begivenhed. For mig at se toppede The Jam kunstnerisk på Setting Sons (1979) men også efterfølgeren Sound Affects (1980) er en meget vellykket og helstøbt plade, der også på nærmest The Kinks-agtig facon dykker ned og tegner billeder af Thatcher-England’s armod, forfald og disillusion. ‘That’s Entertainment’ var albummets 2. single (efter ‘Start’), en enkel sang med de trøstesløse, socialrealistiske ord, Paul Weller nedfældede en sen nat, da kommet hjem fra en bytur.

THAT’S ENTERTAINMENT

A police car and a screaming siren
Pneumatic drill and ripped up concrete
A baby wailing, a stray dog howling
The screech of brakes and lamplights blinking

That’s entertainment, that’s entertainment

A smash of glass and the rumble of boots
An electric train and a ripped up phone booth
Paint splattered walls and the cry of a tom cat
Lights going out and a kick in the balls

I say that’s entertainment, that’s entertainment

Days of speed and slow time Mondays
Pissing down with rain on a boring Wednesday
Watching the news and not eating your tea
A freezing cold flat and damp on the walls

I say that’s entertainment, that’s entertainment

Waking up at 6 a.m. on a cool warm morning
Opening the windows and breathing in petrol
An amateur band rehearse in a nearby yard
Watching the telly and thinking ’bout your holidays

That’s entertainment, that’s entertainment

Waking up from bad dreams and smoking cigarettes
Cuddling a warm girl and smelling stale perfume
A hot summers day and sticky black tarmac
Feeding ducks in the park and wishing you were far away

That’s entertainment, that’s entertainment

Two lovers kissing amongst the scream of midnight
Two lovers missing the tranquillity of solitude
Getting a cab and travelling on buses
Reading the graffiti about slashed seat affairs

I say that’s entertainment, that’s entertainment

© Paul Weller

Efter debutalbummets vredebetændte amfetaminrocknroll voksede The Clash’s formåen i udtryk og musik over en række ret imponerende singleudgivelser. ‘Complete Control’s langt bredere – og af Lee Scracth Perry-producerede – widescreen-sound, ‘Clash City Rockers’ smarte start/stop-brug af sit centrale guitarrif som sireneeffekt, og så ‘(White Man) In Hammersmith Palais’, den forstemmende historie om Joe Strummer’s deltagelse i en reggae-allnighter i Vestlondon, iscenesat i et mesterligt musikalsk sammenstød mellem hvid rock og jamaicansk musiktradition, som filtreret gennem den levende og lydhøre The Clash-jukebox.

…The new groups are not concerned
With what there is to be learned
They got Burton suits, ha you think it’s funny
Turning rebellion into money

All over people changing their votes
Along with their overcoats
If Adolf Hitler flew in today
They’d send a limousine anyway

I’m the all night drug-prowling wolf
Who looks so sick in the sun
I’m the white man in the Palais
Just lookin’ for fun…

Siouxsie & The Banshees var fra starten mørke, mekaniske, dissonante og på mange måder et blueprint for klassisk postpunk. Men da Siouxsie og bassist Steve Severin fandt sig alene, efter trommer/guitar uden varsel forlod bandet kort før begyndelsen af en større tour i England, skete der ting. Touren blev først gennemført med hjælp fra bl.a. supportbandets guitarist/sanger, en vis Robert Smith, og bagefter blev der fundet faste afløsninger. Ny trommeslager blev Liverpool-supertalentet Budgie, som i den periode havde gjorde blændende reklame for sine evner via løftende medvirken på The Slits’ debutalbum. Flere mulige guitarister kom i test, da Robert Smith umiddelbart ikke ville droppe The Cure til fordel for The Banshees. John McGeoch, hvis specielle stil og kunnen til da lyste op i Manchester-bandet Magazine, blev fast medlem via det guitar-arrangement han lavede til en demo af ‘Happy House’. Med de to lysende tilføjelser løftede Siouxsie & The Banshees’ musik sig kolosalt, og man lykkedes herefter med en række skarpt profilerede singler, der matchede bandets selvklare alvorlige stemning med høj popkvalitet. ‘Israel’ fra vinteren1980 er et overlegnet eksempel på dette.

Her en genfortælling fra nettet af, hvordan Elvis Costello i 1979 smadrede sin USA-karriere, på tour for Armed Forces, som ovenstående single ‘Oliver’s Army’, den med det slående Abba-klaver, kommer fra:

In 1979, Costello was touring America in support of his album Armed Forces, which had become his biggest hit in the States. One night that spring, the tour reached Columbus, Ohio. It was a pretty good week for rock shows in Columbus — Stephen Stills and his band were playing at another venue and staying at the same hotel as Costello. In the hotel bar, Costello and some of the Attractions got into a discussion about music with a few of Stills’ bandmates, including backup singer Bonnie Bramlett. A 1979 People magazine story describes the substance of the conversation:

“Someone asked him what he thought of the old guys, like Buddy Holly,” reports one eyewitness. Costello replied with an obscenity. “What about Elvis Presley?” Costello snapped another obscenity. “Then he said American people are second-class white people, compared to first-class English people.” Bramlett, a longtime paladin of rhythm-and-blues whose backup bands once included heavies like Leon Russell, Duane Allman and Rita Coolidge, kept cool until, she says, Costello “called James Brown a jive-ass nigger.” Next, according to an onlooker, “Bonnie said, ‘All right, you son of a bitch, what do you think of Ray Charles?’ He said, ‘Screw Ray Charles, he’s nothing but a blind nigger.’ That did it. Bonnie backhanded him, slapped him pretty hard, because she’s a healthy chick.”

Bonnie Bramlett gik straks næste morgen til den amerikanske presse, der kastede sig over historien. Resten er skandalens oprørte vande og et hurtigt tilbagetog fra USA for dens hovedperson. Skal siges Costello før denne hændelse havde støttet aktivt op om sluthalvfjerdsernes Rock Against Rascism-bevægelse i England, og iøvrigt har undskyldt provokationen i Columbus, Ohio lige siden. Ray Charles responderede iøvrigt selv ret overbærende på hændelsen dengang, at Elvis Costello kunne kalde ham lige hvad han havde lyst til, “as long as he buys my record”.

Nu hvor Peter Hook turnerer verden rundt med The Light og holder ‘du skulle have været der’-Unknown Pleasures-seancer for andægtige indiekids, kan det være svært at forestille sig hvor voldsomt anderledes Joy Division lød og ramte først man hørte dem i 1979. Her ovenfor en af deres to britiske TV-optrædener nogensinde, denne fra september det år, på Factory-boss Tony Wilson’s eget BBC-program Something Else. ‘Transmission’ udkom som single to måneder senere, et halvt år efter Unknown Pleasures, et halvt år før Ian Curtis’ selvmord, ‘Love Will Tear Us Apart’ og Closer. Man støbte i den grad i Joy Division mens jernet var varmt.

Triumfen da John Lydon kravlede bort fra vraget af det nedstyrtede Sex Pistols og kom tilbage, vel stærkere end nogensinde, med denne Public Image-debutsingle, et slet skjult angreb på Sex Pistols-diktator Malcolm McLaren og samtidig et fremragende stykke rockmusik, der fra dubtungt men punkstift bassintro til afsluttende guitarcrescendo ikke lød som noget andet hørt før. Mon ikke – blandt så mange andre – den helt unge David ‘The Edge’ Evans fulgte benovet med ovre fra Dublin og tog flittige notater på Keith Levine’s specielle guitarlyd? Det lyder ialfald sådan.

Bedste debutsingle nogensinde fra Londonderry, Nordirland? Den er ikke svær, selvom vi måske ikke kender nogen andre. The Undertones udsender i efteråret 1978 ‘Teenage Kicks’, der nok kan sin tidsrette Ramones-lektie, men også så meget, meget mere end det. Ikke mindst fordi sangen er så formfuldendt, samt at forsanger Feargal Sharkey’s stemme er af de helt sjældne bemærkelsesværdige, bristende med længselsfuld vibrato og urgency. Singlen skaffer Undertones pladekontrakt ude i den virkelige verden, hvilket siden resulterer i adskillige fine singler og solide albums. Men det er ‘Teenage Kicks’ – ofte nævnt som den nu afdøde BBC-legende John Peel’s alltime-favoritsang – der lyser klarest.

Forbinder disse små tre minutter med en varm sommeraften, 1980 i Nordlondon. Udsolgt og parkafyldt The Rainbow i Finsbury Park, modbandet The Chords ventes snart på scenen, men først blæser The Ruts’ single ‘Babylon’s Burning’ ud over PA’et med kolossal lydstyrke. The Ruts’ frontmand Malcolm Owen dør iøvrigt et par uger efter som følge af en heroinoverdosis.