Vi har featuret sangeren fra Denim før i Saturday’s kids. For Lawrence var i 80’erne frontfigur i guitarbandet Felt, der trods bemærkelsesværdig kvalitet var for ekcentriske og/eller obskure til at nå et større publikum. Efter ti albums blev bandet opløst, men Lawrence var snart tilbage med Denim, hans nye meget anderledes band, der kunne nogle helt basale og ret sarkastiske glam-tricks. Denim’s debutalbum – med den for Lawrence så typisk ironiske titel Back in Denim – fangede den musikalske tidsånd i ’92, hvor England var ved at være klar til, hvad siden skulle blive kendt som britpop. En brillant lille ener af en plade, med ufortrøden alvorlig levering af en række altid indædte, indimellem rørende og ofte hysterisk morsomme tirader. Som nu førstesinglen ‘Middle of the Road’, hvori Lawrence med den største selvfølge frakender sig ethvert slægstskab med alt og alle indenfor moderne rytmisk musik. Skulle have været et kæmpehit – jo, bare for sit ukuelige mod – men floppede fælt. Skæbnens ironi at en virkelig stjerne som Lawrence aldrig skulle få lov at se sig blandt de mange blålys på the middle of the road.

I hate The Stones and I hate blues, Eddie Cochran and blue suede shoes,
I hate the King, I hate Chuck Berry, I hate Hooker I hate Leadbelly,
alright!
I hate funk and I hate soul, rhythm and blues and rock ‘n’ roll
I hate riffs and guitar licks, I hate coke and I hate spliffs
alright!
it’s ok!
I hate Otis and Marvin Gaye, early Dylan, Aretha -hey !
Spector’s wall, knock it down, Jerry Lee run him out of town alright!
– it’s ok!-
There ain’t a lot I can do about it though.
I’m force-fed your so called heroes.
Don’t be told who to like.
It’s your choice, it’s your right to choose who to listen to,
it’s your rock ‘n’ roll.
You will find me…
in the middle of the road,
In the middle of the road…

Må lige beklage der ikke har kunnet fremskaffes videoen til denne sang, The Auteurs’ debutsingle fra december 1992. ‘Showgirl’ kom mens Suede’s ‘Metal Mickey’ var ude og ny, og den lød som fra helt samme begsort skinnende familie, bortset fra, at hvor Suede’s Brett Anderson var en beautiful loser, var Auteurs-frontmanden Luke Haines en grim en af slagsen. Der var ingen illusioner om nogen flugt eller bedring i Auteurs’ glam-socialrealistiske musik, så fint fremført specielt på debutalbummet New Wave. The Auteurs blev aldrig store, men var endnu et af mange fremragende bands, der signaliserede musikalsk dagsordensskift lige før britpop blev til britpop. Og for hvad det er værd har ingen engelsk sangskriverpen, hverken før eller siden, vel været fyldt med så ætsende en væske som Luke Haines’. The Auteurs var koncentreret svovlsyre, der kunne synges med på.

…I took a showgirl for my bride
Sprinkled stardust on my wife
Took her bowling, got her high
Got myself a showgirl bride…

En klassisk britisk single fra 1992, der desværre ikke havde kortheden til nogensinde at blive et hit. Og for mange lød sanger Liam Maher måske også for meget som Shaun Ryder til, at han nogensinde var istand til at træde i karakter, som andet end et ekko af de vilde ting der netop var sket oppe i Manchester. Ikke desto mindre fik den næsten 13-minutter lange ‘Weekender’ subkultstatus som nummeret om at leve for weekenden og leve hårdt i den. Flowered Up kom fra Hemel Hempstead, en lille by mellem Watford og Luton, og forsvandt relativt hurtigt og ubemærket igen. Liam Maher døde – helt i tråd med denne sang’s hedonistiske tema – af en overdosis heroin for små tre år siden. ‘Weekender’ består heldigvis og lyder stadig fantastisk på vej ud i byen en fredag/lørdag aften.

I see you everyday, you walk the same way
Weekender
You go to work, Friday is payday
Weekender
Give it up, give your wife up
Weekender

Weekender – weekender
Go out, have a good time
Weekender – weekender
Go out have a good, good – good, good time

What you say weekender, we can work it out
We’ll work it all out
Don’t you hate, hate what you are
I’ll give it up, I’ll give it to you, you
Come on weekender, we’ll go out,
We’ll have a good, the best times

Right weekender, hows about we work it out
Weekender we could have such a good time
Show you, help you, a better way, a better day
A better way
A better life – weekender
Right, weekender we’re going out
You wash, blow dry your hair
New shoes, new suit
Oh, I say you look so super
Weekender you’re looking good

Don’t you hate, don’t you hate what you are
Weekender
Don’t you hate what you are I ask, I ask you
Weekender
Look around, don’t you feel a clown
Weekender, fuck off
Fuck off and die – I’m hating you
I hate you – goodbye
I’m slipping, weekender – weekender
Slipping down – down
Weekender weekender
Go out have a good time – the best time
Go away – away away away – sit back
Let it flow
Just like a little (have a good time)
Have a good time, have a good – good time
No work just party – party!
You got a new skirt, you got a new suit
Saved your life for a two day flirt boy
You pay the price coz Monday sure does hurt
Tell at work your weekend tale
Still need the pleasure of dirty sale
Monday’s back – what can you do?

Been away. Been away. You’ve seen a lot wow, wow
Weekender whatever you do – just make sure what
ya doing makes you happy

© Liam Maher/Flowered Up

Hvis The Stone Roses tog positionen som Madchester-scenens Beatles, med bittersøde melodier, klare Pollock-farver og boyish good looks, var rå Happy Mondays ligeså klart dens Stones. På mange måder fremstod de seks HM-hooligans – inkl. ‘lights on, noone home’-ravedanseren Bez – egentlig mere som en bande end et band. Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches (1990) var albummet der nåede ud til masserne på toppen af Madchester-bølgen, men det er forgængeren Bummed (1988) som er mesterpladen. Her findes i bandets grove, kantede, kompakte musik en blomstrende skæv poesi og særegen melodiøsitet, man aldrig siden ramte tilnærmelsesvis så rent. Sikkert fordi succes og drugs – ligesom hos The Stone Roses – spolerede klarsynet og tog Mondays’ fokus bort fra deres musik. Singlen ‘Lazyitis’ fra Bummed blev udsendt i foråret 1989 og var såvidt huskes den sang der først breakede bandet på MTV, samtidig med at Stone Roses slog igennem med ‘She Bangs The Drums’. Promovideoen gør sig bemærket ved at præsentere en kampklar Shaun Ryder med langt mere direkte og klart blik end sidenhen, da festen skulle betales. Det blev den.

Fra Sydlondon’s Camberwell indtager House Of Love for et par år positionen som engelsk rock’s nye håb, i kølvandet på The Smiths’ pludselige opløsning i august 1987. Det er ikke nogen frugtbar tid for britiske bands, men House Of Love får via en række profilerede singler og et markant debutalbum på Creation skabt sig et navn, som alvorligt band med hang til distortede men melodisk klingende guitarer og en decideret indebrændt livsangst, indiekids kan og vil synge med på. ‘Shine On’ hedder debutsinglen dog optimistisk, og den lyser virkelig op blandt tidens utallige middelmådige C-86-bands.

Fra Northampton i Midlands kom Bauhaus, England’s vel første og sikkert eneste udholdelige goth-band. Pete Murphy med de høje ligblege kindben kunne – som talløse andre musikmørkemænd på den tid – sin Bowie udenad, til en grad så hans band fremstod som ren kopi på deres ‘Ziggy Stardust’-coversingle. Bauhaus-albums var forvildende som tværgående affærer, fyldt med dystre tonebygninger, massiv kompromisløs lyd og teatralske virkemidler, ikke mindst i sangforedrag. Men som singleband var der i Bauhaus ofte en helt anderledes strømlinet klarhed over feltet. Fra debuten ‘Bela Lugosi’s Dead’, et bizart men vellykket ægteskab mellem postpunk og dub-reggae, til ovenstående sidste single – ‘She’s In Parties’ fra 1983 – lykkedes man med en uimødekommende men sært catchy popmusik. Ordene dertil var som oftest ren cut-up, totalt Bowie igen, men ikke uden effekt:

Learning lines in the rain
Special effects by Loonatik and Drinks
The graveyard scene
The golden years

She’s in parties
It’s in the can

Freeze frame screen kiss
Hot heads under silent wigs
Fall guys tumble on the cutting room floor
Look-a-likes fall on the cutting room door

She’s in parties
It’s in the can… 

31. oktober 1983. The Smiths’ 2. single – efterfølgeren til ‘Hand In Glove’ – udsendes til udelt begejstring i engelsk radio og musikpresse. Musikken, ordene, melodien, Motown-basgangen, den jodlende eufori, sårbarheden, det næsten afrikansk inspirerede signaturguitartema, og så forsangerens elegant udfordrende homoeroticisme. Popworld UK er aldrig den samme siden…

THIS CHARMING MAN

A punctured bicycle
On a hillside desolate
Will nature make a man of me yet ?

When in this charming car
This charming man

Why pamper life’s complexity
When the leather runs smooth
On the passenger seat

I would go out tonight
But I haven’t got a stitch to wear
This man said “It’s gruesome that someone so handsome should care”

A jumped up pantry boy
Who never knew his place
He said “return the ring”
He knows so much about these things
He knows so much about these things…

© Morrissey/Marr

Mary Epworth’s nye glamefterårssingle på små to minutter…

Opkaldt efter et fransk fodboldhold, men trioen Saint Etienne var/er indbegrebet af swinging London. Singlen her er lyden af Camden Town, lyden af Soho, februar 1993.

Spritny swooning Lana Del Rey-sang fra i nat, hvor pop noir-fænomnenet med den mørke stemme igen var tilbage på scenerne og gav den første af tre udsolgte aftener på Los Angeles’ El Rey Theatre. Aftenens korte setliste kan ses under filmklippet…

Blue Jeans
Body Electric
Born To Die
Lolita
Summertime Sadness
Without You
Million Dollar Man
Carmen
Video Games
National Anthem

Bobby, du er så meget på ecstacy! Primal Scream tog hele trippet fra Stone Roses og Happy Mondays langt ned af neo-hippievejen sammen med Andrew Weatherall på det imponerende musikalske kludetæppe Screamadelica (1991). Her favorittracket fra pladen, hvis puls var helt i sync med Madchester-eftertidens kropsbefriede indie-England på dansegulv og uppers.