Dags dato i 1980 udsender The Clash en af sine stærke non-album singler, den Mikey Dread-producerede ‘Bankrobber’, indspillet af Ladbroke Grove-bandet i foråret under en tour-overliggerdag i Manchester. Hvis nogen her ikke skulle vide det, så gik Kent på scenen til netop denne The Clash-sang ved deres egne shows omkring Isola (1997)…
Fish & chips-butikken George’s Fish Bar har ligget på Portbello Road i Vestlondon siden 1961. Indtil lørdag hvor butikken fejrede sin permanente lukning med maner og livemusik udenfor på gaden. Blandt de uannoncerede optrædender var pludselig en vis Paul Weller, der uden stor fanfare kom på scenen og gav to af sine mest kendte solosange – ‘You Do Something To Me’ og ‘Wild Wood’ – sammen med dagens reggae-husband…
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
45 år siden i dag Bauhaus gik i studiet og indspillede debutsinglen ‘Bela Lugosi’s Dead’, en ni minutters dunkel sag med kvikke dub-effekter, der sin længde taget i betragtning kun findes som 12″er. Efter sigende er nummeret her en first-take og ovenikøbet første gang sanger Peter Murphy åbner sin mund for at synge i en mikrofon…
Hele John Peel-udsendelsen fra 30. december 1980, dengang radioen var den vigtigste livslinje. Sessions med nye sange fra bl.a. Echo and the Bunnymen og The Cure, samt reggae, mærkværdigheder og alt det andet. John Peel var en fantastisk musikalsk mentor på radiobølgerne fra England. Enjoy!
Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver
Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?
Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.
Hør lige den sørgmodige stemme der introducerer The Undertones’ første 7″er med ‘Teenage Kicks’ på klippet herunder. Den tilhører musikforkynder/DJ John Peel, der blev født i dag for 84 år siden. Hans radioshow The John Peel Show kunne høres fra mandag til torsdag mellem 22 og midnat på mellembølgeradio, hvis da ellers man boede indenfor BBC-radiobølge-rækkevidde i den mere vestlige del af Danmark. Derovre var der ingen koncerter med ny engelsk musik, så det var John Peel, stemmen herunder, der introducerede de nye bands, spillede de bedste af de mere kendte og de mest ukendte af de ældre, lærte en at holde af reggae/dub/ska, breakede at Ian Curtis var død, og hver aften havde sessions med to aktuelle artister/bands, der specielt til hans show netop havde indspillet fire af deres numre. Sagt helt kort var han en gigantisk inspiration og en essentiel lærer i livets store musikskole. Hør ham her, fra 3. oktober 1978, fra endnu en aften i BBC-studiet i London, som han kom kørende ind til hver eneste aften fra sin bopæl i Norwich. Fodbold? Han var Liverpool. Hør hans intime stemme, den lød som lys i mørket dengang, når man lå og snart skulle sove. En fantastisk mand…
En af de fornemmeste hvide reggaeindspilninger, den Mikey Dread-producerede The Clash-single ‘Bankrobber’, udkommer som single 8. august 1980, og bygger således bro mellem London Calling (1979) og Sandinista! senere samme år. En gylden tid for The Only Band That Matters, der på dette tidspunkt øjensynligt kan det hele og lidt til…
PS – Hvis man skulle eje en udgave af første engelske pres, så er der formodentlig et skudhul på selve singlens label…
Mit sidste Nick Drake-relaterede indlæg i denne omgang handler også om overraskende cover-versioner af hans sange. Æren af at være den første, der indspiller en sang af Nick Drake, tilfalder såmænd Millie Small – bedre kendt som “Little Millie”, der storhittede med “My Boy Lollipop” i 1964. I 1970 kom hendes udgave af “Mayfair”. Millie Small var på dét tidspunkt på pladeselskabet Trojan, men tidligere havde hun været ved Island Records, som på den tid var et vigtigt pladeselskab både inden for reggae og folk. Nick Drake havde også havde sin pladekontrakt dér, og en fælles ven var selskabets chef Chris Blackwell. Denne udgave af “Mayfair” er arrangeret af Robert Kirby, som var Nick Drakes studiekammerat fra Cambridge og stod bag arrangementerne på Five Leaves Left og Bryder Later. Men her er sangen blevet til et stykke reggae. Jeg ved ikke, hvad Nick Drake syntes om den.
Singlen havde som B-side Millies egen “Enoch Power”, en utilsløret satire rettet mod den racistiske engelske politiker Enoch Powell. “Mayfair/Enoch Power” blev lanceret med nøgenbilleder af Millie i Mayfair, der var en daværende engelsk pendant til Playboy!
Herunder er Nick Drakes egen udgave af “Mayfair”. Den kom ikke med på Five Leaves Left, og selv om den ikke ligefrem er reggae, ville den næppe heller have passet ind der med sin London-romantiske tone, der egentlig minder mere om Ray Davies eller de helt tidlige sange af David Bowie.
Terry Hall’s uventede og alt for tidlige død har sat The Specials på grammofoner i nær og fjern over julen den seneste halvanden uge. Således også her, hvor bandets to regulære albums samt singler er blevet nydt uforbeholdent. Her The Specials’ (feat. horn-legenden Rico Rodriguez) julesweater-iklædte Top of the Pops-optræden med remixede ‘Do Nothing’ fra More Specials, som i disse uger i 1980 var på vej op mod toppen af den engelske singlehitliste…
The Clash’s fjerde album udsendes dags dato i 1980; the only triple-album that matters. Ikke fordi der er mange af dem, heldigvis. Og som sagt før, denne udgivelse havde helt sikkert haft flere venner, var den istedet udkommet som et almindeligt dobbeltalbum.
8. august 1980 udsender The Clash sin tiende single. ‘Bankrobber’ er indspillet i Manchester’s upåagtede Pluto Studios, og som tydeligt høres på stilen er det The Only Band That Matters’ ven, den jamaicanske sanger og producer Mikey Dread at the controls. ‘Bankrobber’ står således højt og stolt som The Clash’s mest roots-reggae-inspirerede A-single ever…
I en anden og bedre verden ville Jamaica’s Bob Marley i dag kunne have fejret sin 77-års fødselsdag hjemme i Kingston 12. Her som markering af den (ikke-)begivenhed en af hans typisk sødmefuldt sørgmodige sange, der, som så ofte med ham, i udførelse og produktion bare emmer af klasse. Skrevet og produceret sammen med Marley’s mentor Lee ‘Scratch’ Perry er ‘Jah Live’, en fritstående single fra efteråret 1975, også værd at opdrive for sin klassisk jamaicanske version-udgave (kaldet ‘Concrete’) på B-siden, hvor The Wailers’ velsmurte maskine uden så meget vokal stilles frit til skue…
September 1979: Kvindebandet The Slits fra London debuterer med det Dennis Bovell-producerede album The Cut, en vildtvoksende plade, hvis rødder stikker dybt i både tidens reggae og første punk. Sidstnævnte deler The Slits både konkret historie og attitude med, men trioens stolt DIY-insisterende musik lyder på ingen måde af angrebstrimmet Pistols- eller Clash-rock, flosset som den er, uden egentligt centrum, men istedet med uventede huller, elastiske rytmer og skæve saltomortaler. Island Records udsender snart en single fra det autonome album; nummeret ‘Typical Girls’ har noget så Slits-sjældent som et næsten regelret samlende omkvæd, og gør sig derfor alene. Men på dets B-side herunder kaster Ari-Up (sang), Viv Albertine (guitar) og Tessa Pollitt (bass) – Siouxsie and the Banshees’ Budgie er iøvrigt stand-in som trommeslager på selve The Cut – sig ud i en frygtløs version af Motown-standarden ‘I Heard It Through the Grapevine’. Den slipper The Slits også mere end bare godt fra…
Den stilfulde unge mand herover bliver 66 i dag. Vi markerer med et basstungt engelsk dub poetry-track fra LKJ…