Så blev det omsider tid til at gå til koncert. Jeg havde været nødt til at købe en såkaldt hospitality-pakke, der inkluderede et gourmetmåltid og et koncertprogram. Så inden koncerten mødte jeg andre koncertgængere; de kom fra henholdsvis Tyskland og England. Vi fik talt en masse om hvor svært det havde været at få billetter, om Kate Bush og hendes musik – og om fodbold. Jeg indrømmede at Tyskland er en stor fodboldnation, og tyskerne (den ene var nu faktisk en irer bosat i Tyskland, opdagede jeg) fortalte om deres fascination af det danske landshold i 1992.

Vi aftalte at se om vi kunne ses igen på en bestemt pub i nærheden bagefter. Nu var det tid til at gå over til Eventim Apollo; teateret er smukt og gammelt – det er tydeligt at der er en masse traditioner forbundet med det.

Kl. 19.45 kom bandet på scenen og sidst af alle Kate Bush selv – til en nærmest øredøvende jubel. Koncerten startede som en traditionel koncert, og vi fik en række numre der viser en umiddelbar og nogle gange også lidt soulpræget side af Kate Bush – ikke mindst hittene “Hounds of Love” og “Running Up That Hill” og Joanni fra Aerial. Denne del af koncerten viste med stor tydelighed at Kates stemme stadig er stor og smuk. Kate selv er også stadig smuk og karismatisk; i en alder af 56 har hun fået en anderledes og i ordets bedste forstand moderlig udstråling. Ligesom to andre sangerinder med baggrund i hippie-tiden, nemlig Patti Smith og vores egen Anisette, var Kate Bush barfodet til denne koncert. Kate takker sit band som hun kalder shit hot — og det er de. Med er David Rhodes, den fænomenale bassist John Giblin og hele to tromneslagere, den ene den legendariske Omar Hakim.

Efter den første afdeling skiftede koncerten pludselig helt gear; en stor portion konfetti blev skudt ud i salen. Oppe på balkonen var det ikke muligt for mig at få fat i et stykke – en af tyskerne havde fortalt mig at de var meget eftertragtede!

Nu fulgte en afdeling som bedst kan beskrives som en teaterkoncert – en overrumplende gennemført fortolkning af hele den del af Hounds Of Love-albummet, der hedder The Ninth Wave. Denne cyklus af sange om en skibbruden kvinde, der kæmper for ikke at dø, er en slags modstykke til de første, mere hitorienterede sange på albummet – og samtidig en del af Kate Bush’s værk som jeg ikke nemt kunne se visualiseret. Men det lykkes at fortælle historien. Den irsk inspirerede “Jig Of Life” var ligesom den indledende, tindrende smukke pianoballade “And Dream Of Sheep” højdepunkter både på albummet og til denne koncert. Det visuelle udtryk var en gennemført blanding af lyseffekter, film, dans og teater. Her så vi for første gang Kate Bush’s søn Albert i en talerolle.

Slutningen på denne del af koncerten var den smukke “The Morning Fog”, hvor alle var på scenen og Kate Bush brugte sangen til at takke musikere og dansere og (ikke mindst) Albert. Også publikum fik en stor tak fra hende; det var tydeligt at også denne aften (dette var koncert nummer 16 i serien) var en god oplevelse for hende.

Efter pausen blev det tid til endnu en teaterkoncert-afdeling, nu med sangene fra disk 2 af Aerial fra 2005. Denne del er en hyldest til naturen og døgnets gang; jeg er dog ikke helt så fortrolig med den lange suite som jeg er med The Ninth Wave.

Her var der igen smuk brug af dans, dukketeater (en trædukke i barnestørrelse, der forestiller en dukke som billedkunstnere bruger) og film. Albert har rollen som kunstmaler, og på et tidspunkt får han endda sunget sin egen sang (eller er der min hans mors komposition?) mens han maner månen frem. Han er en solid ung sanger, men ikke på højde med sin mor.

Til sidst i denne del af koncerten har alle musikere og dansere fået fuglemasker på! Nu kommer finalen på Aerial hvor guitarist David Rhodes og Kate Bush får en slags danse-dialog ud af afslutningen – der ender med at et stort træ tilsyneladende bliver hamret igennem flyglet!

Nu er koncerten næsten færdig, men et medlem af crew, Steve Taylor, har fødselsdag i dag, så Kate får alle til at være med til at synge Happy birthday to you til ham. Igen takker Kate publikum.

De sidste to numre er en sang fra 50 Words for Snow med Kate alene ved flyglet og ikke mindst “Cloudbusting”, hvor hele bandet er tilbage og alle i salen har rejst sig og synger med.

I Danmark har vi set mange teaterkoncerter, men dette var kunstneren selv der stod for fortolkningen – og så var det som bekendt ikke hvemsomhelst!

Efter en så overvældende koncertoplevelse må jeg stå lidt udenfor og føle mig almindelig igen.
Jeg ser en af dem, jeg spiste sammen med, og vi følges ned til pubben. Her møder vi tyskerne fra før – og et par fra Amsterdam. Manden så Kate Bush tilbage i 1979, og hans hustru giver mig et stykke konfetti fra koncerten. På det står et citat fra Tennysons digt The Ninth Wave.