Faldt over 12″eren med den originale seks-minutters version af Lars Hug’s ‘Elsker Dig For Evigt’ i Aarhus fredag formiddag. Hug var flyvende efter Kliché-bruddet med sit frygtløst mesterlige Søren Ulrik Thomsen-album City Slang (1984), men hvor dén vildtvoksende moderne musik skulle føre hen, det var der i sagens mangefacetterede natur intet logisk bud på. Singlen ‘Elsker Dig Forevigt’ – udsendt såvidt huskes i det tidlige forår 1986 – var første gang man hørte Hug som soloartist med egne og dengang overraskende romantiske ord. Musikken er i essens schlager, men Hug havde den skarpe kant i sin stemme, der skulle til for helt at undvige genrens faldgrube af tynd døgnflue-fernis. ‘Elsker Dig Forevigt’ blev som fortjent hit Lars Hug’s folkelige gennembrud som soloartist, og satte os alle på sporet af det store danske state-of-the-art-popalbum Kysser Himlen Farvel, der skulle udkomme året efter. Videoens billeder undervejs af Hug, Vervohlt og Hilmer er fra et DR-kulturprogram de optrådte i, kvinden med parasollen Hug’s daværende kæreste, nej, kun sangen var for evigt. Her er det ikke den anderledes udgave fra 12″eren, men i stedet 7″er- og album-versionen…
Kategoriarkiv: Musik
Mathilde
En af de mest tilfredsstillende ting ved denne blog er den feedback som jævnligt kommer ind, når nogen er blevet præsenteret for ældre eller ny musik her, som de ikke kendte i forvejen, men nu med glæde har opdaget. Så ingen skal dø i synden omkring ikke at have haft chancen for at høre den ‘Mathilde’ der blev omtalt i et indlæg herunder, der vedrørte det nye Thåström-album. 1964-originalen af ‘Mathilde’ med Jacques Brel er måske for hardcore på fransk, så her istedet Scott Walker’s overdådige cover på engelsk fra 1967…
Guide til Somliga Av Oss
Thåström’s go-to-guy, medkomponist og co-producer Niklas Hellberg tager i sin hjemby Karlstad’s lokale Nya Wermlands-Tidningen en tur gennem de ni sange på det nye album:
Kærlighed og oprør
I morgen fredag udsender Thåström sit nye soloalbum Somliga Av Oss, der i dagens Göteborg-Posten allerede har fået en første og yderst positiv anmeldelse med sig. Sangen herunder fra marts 1981 åbnede mit eget forhold til Thåström’s musik. Centralbiblioteket i Viborg havde fået Kärlek & Uppror, det dengang netop udgivne andet album med Sveriges fremmeste punkband Ebba Grön hjem, og åbningssangen ‘800°C’ satte det hele på plads. Et skandinavisk band der spillede tændt som nærmest The Clash og som i den unge Joakim Thåstrom fra Rågsved i det sydlige Stockholm havde noget så sjældent som en punk-sanger, der kunne synge koldkrig som en indigneret drøm. Resten er den historie der fortsætter nu ved midnat, når Thåström’s nye album udgives…
Dengang i 2003
I dag fandt jeg ved et tilfælde mit eksemplar af So Much For The City af og med det irske ensemble The Thrills. Da albummet udkom for 21 år siden troede mange, at de ville blive det næste store musiknavn fra Irland; de blev rost af R.E.M. og var opvarmning for The Rolling Stones. Men få år senere var The Thrills glemt. Deres sidste koncert spillede de i 2007 i Australien på et spillested med plads til 700 mennesker. Hvad blev der mon af dem?
Jeg fandt en artikel fra 2003 fra The Independent om The Thrills. Det er ikke klart, hvad der er årsagen til deres tur ud i glemslen – måske var de bare for “pæne”? So Much For The City er umiskendeligt blød rock og lyder mere amerikansk end irsk, men jeg synes stadig at albummet er værd at høre.
Faldt for Felt
Bliver forelsket for livet fra det øjeblik jeg hører Felt første gang. Singlen ‘My Face Is On Fire’ er umulig at opdrive i 1982, men er heldigvis inkluderet på bandets daværende pladeselskab Cherry Red’s lavprisopsamling Pillows & Prayers samme år. Har engelsk spaghettiwestern-musik fra the Midlands nogensinde før eller siden lydt så besnærende?
Mercury Reverie
Hvad skal vi sige til den nye Mercury Rev-plade Born Horses? Der gives næsten udelukkende storladen, ophøjet musik undervejs og usædvanligt meget sjælesøgende tale-sang. Sine steder antager den ensrettede æstetik næsten et udtryk af kitsch, så glansbillede-smukt, vægtløst og nærmest salvelsesfuldt står det hele. Her albummets afsluttende nummer, hvor Mercury Rev for en sjælden klædelig gangs skyld iklæder sig lyden af et rockband og trykker lidt på speederen…
Stilhed i Serbien
Mens dette skrives, er jeg omkring 30 kilometer fra grænsen til Serbien. Derovre findes Sixth Sense, og her er deres nye sang “Tišina”. Det betyder “stilhed”.
En omtrentlig oversættelse af teksten er
Jeg drømte om dit navn den nat,
Jeg så himlen og fuglene i den varme ørken
Jeg tog mit bind for øjnene, så jeg kunne se ud i mørket,
at se alt det der går, vil jeg gerne vide
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Jeg vil have slutningen, stilhed og drømme,
Jeg mener slutningen, stilhed og drømme
Jeg tog mit bind for øjnene af
at kunne se ud i mørket
at se alt det der passerer,
Jeg vil gerne vide det
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Dreaming on 45
Denne weekend er det blevet hele absurde 45 år siden Blondie fra Lower East Side i New York City udsendte en af sine allerbedste singler. ‘Dreaming’ er skrevet i fællesskab af Chris Stein og Debbie Harry, men det er Clem Burke’s vildt offensive amfetamin-trommer som driver nummeret frem til sin endestation af bemærkelsesværdig vitalitet. Passende derfor at han på scenen er placeret allerforrest på denne Top of the Pops-optræden…
Glittering prize
Den allerførste store plade der udkom og farvede tiden, da jeg kom til København var Simple Minds’ New Gold Dream (81-82-83-84). Det forfinede album, der stadig gløder af en helt speciel vægtløshed i spil, udtryk, produktion og mix, har fødselsdag i dag. Her singlen ‘Glittering Prize’ der blev udsendt allerede i midten af august som budbringer for det snartkommende mesteralbum. Det er vel først og fremmest Derek Forbes’ atypiske og innovativt melodiske bassspil, der bærer nøglen til bandets så specielle musikalske lethed på dette tidspunkt…
Sval Lill Lindfors til en hed søndag i september
Sparks transformerer Beatles
Beatles-coverversioner er nitten ud af ti gange noget man bør holde sig meget langt fra. Er der da overhovedet undtagelser? Jo, i 1976 udsender brødrene Mael – bedre kendt som Sparks – en enkeltstående single, hvor de backet af et mægtigt orkester giver en overdådig fortolkning af The Beatles’ ‘I Want To Hold Your Hand’. På deres cover rykkes sangens etablerede grundstemning fra purung, regelret Merseybeat helt over til et voksent sommertids-USA af summende græsplæne-vandere, cocktailshakers og den fjerne lyd af Burt Bacharach-plader spillet ned gennem dalen…
She belongs to me
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
Lana i England
Under et meget kort europæisk besøg havde Lana Del Rey denne weekend to festivalshows i Reading og Leeds. BBC var tilstede og optog ‘Summertime Sadness’. Der er sket en del med størrelsen og omfanget af Del Rey’s live-produktion siden hun efter første album hang alene i en gynge i Falkoner Teatret på Frederiksberg…
Blondie synger Shangri-Las
En luftig Blondie-demo fra 1975 til en søndag i tidlig august? Luksus!