Første halvleg af kvartfinalen mellem Brasilien og Colombia bød på det absolut bedste spil fra brasilianerne i denne slutrunde. I anden halvleg får Colombia mere plads, men deres bud på en scoring annulleres. Lige efter scorer David Luiz et forbilledligt mål til 2-0 på et af de ufatteligt mange frispark, der plager kampen. Senere begår Julio Cesar helt i kampens ånd straffespark, og James Rodriguez får reduceret. Til sidst er der pludselig genetableret en egentlig spænding, men det ender alligevel 2-1. Det blev til en kamp med alt for mange forseelser, der ofte endte med at hakke spillet i stykker. Flere af dem burde have givet gule (enkelte vel også røde) kort, og min begejstring for dommeren er endelig og opadtil begrænset. Det er altid trist at en spiller skal skiftes ud efter et frispark og må forlade banen på en båre.
Alt andet lige var dette dog en fascinerende kamp og langt mere medrivende end Frankrig-Tyskland-kvartfinalen. Brasilien fortjente at gå videre, men jeg vil komme til at savne Colombia.
De sidste billeder jeg så var gribende: David Luiz der trøster den grædende James Rodriguez. Og derefter bytter de trøjer og går ud fra banen sammen. Så er det jeg for alvor husker på at de fleste af spillerne er nogen, jeg nu er gammel nok til at kunne have været far til.
Her hvor USA spiller mod Belgien og i skrivende stund er to mål bagud i den forlængede spilletid, går mine tanker til den amerikanske forfatter mv. Ann Coulter, der befinder sig et sted et godt stykke til højre for Marie Krarup (dvs. på et sted også kendt som Fox News). Hun har opdaget VM og fyrer en af sine lange tirader af. Her er hendes mange grunde til at foragte den væmmelige sport, vi andre tror hedder fodbold:
Der er ingen individualisme. Spillerne fumler rundt og fejlafleverer, mens publikum ser på.
Det er en sport som venstreorienterede mødre elsker, for så kan pigerne kan spille fodbold sammen med drengene.
En fodboldkamp kan ende uafgjort.
Man kan blive skadet, når man spiller fodbold, og hvis man taber, er det ydmygende.
Markspillerne må ikke bruge hænderne, når de spiller fodbold. Hvad ligner det??? Det er dybt ulogisk, for mennesker har tommelfingre og er i stand til at gribe.
Det er en udenlandsk sport, som venstreorienterede elsker, fordi venstreorienterede elsker alt hvad der er udenlandsk.
Det er ligesom det dumme ulogiske metersystem, der også er udenlandsk. (De britiske måleenheder er derimod 100% amerikanske ligesom det engelske sprog.)
Her sætter Ann Coulter trumf på med et kongeargument:
An inch is the width of a man’s thumb, a foot the length of his foot, a yard the length of his belt. That’s easy to visualize. How do you visualize 147.2 centimeters?
Stik dén! Stakkels amerikanere, der holder af fodbold, og skal læse den slags ævl.
Ottendedelsfinalen Brasilien-Chile er uden diskussion den mest spændende kamp, jeg har set fra VM i år; og i det hele tage har det jo været et godt VM at følge. Der er ikke nogen landshold, der er virkelig svage med længere. Fodbold er for alvor blevet den verdenssport, den fortjener at være. Men selvfølgelig er det ikke overraskende, at Europa og Sydamerika igen er talrigest repræsenteret her til sidst.
Brasilien-Chile bød på en start med fuld fart frem fra begge hold og flotte chancer undervejs. Den forlængede spilletid er sjældent en god oplevelse at se på (den er sikkert ret skrækkelig for spillerne selv), men til sidst kom der faktisk pæne chancer. Selv straffesparkskonkurrencen fik drama i rigt mål; jeg kan ikke mindes at have set så mange brændte straffespark i nyere tid som der var her. Hvis da begge hold kunne være gået videre! Jeg burde se den anden ottendedelsfinale også, men jeg føler mig usædvanligt mættet af indtryk lige nu (og jeg er dertil helt overbevist om at Jens spiller overbevisende i Viborg).
Nogle gange er de mest interessante kampe dem, hvor man ikke rigtig forventer noget. Jeg kendte meget lidt til såvel det algierske som det sydkoreanske landshold, men vidste dog at ikke helt få af begge landsholds spillere til daglig spiller i europæiske klubber. Faktisk har en del af de algierske spillere endda været forbi det franske ungdomslandshold! Hele 17 medlemmer af truppen er faktisk født i Frankrig. På denne måde er Algeriets landshold vel en pendant til Irlands landshold.
Første halvleg bød på tre interessante og særdeles forskellige algierske mål (især det første antog nærmest karakter af en sprint), og det var egentlig helt trist at se hvor modløse koreanerne blev efterhånden. Men i pausen må der være sket et eller andet, for nu pressede Sydkorea flot og overbevisende en lang overgang – og det gav pote. På trods af endnu en algiersk scoring blev kampen meget mere spændende og langt mindre forudsigelig end jeg en overgang troede. Nogle gange er det i lige så høj grad denne slags kampe som dem, der involverer de sædvanlige favoritter, der gør VM værd at følge med i.
Dette var et resultat, jeg personligt var glad for. Med sejrene over først Uruguay og nu Italien står det klart: Costa Rica er dette VMs store positive overraskelse.
Brasilien-Mexico må være en af de suverænt mest underholdende VM-kampe, jeg har set i nyere tid, og så ender den endda 0-0. Mexico var overraskende gode – især deres målmænd var særdeles overbevisende. Men Brasilien havde også nogle rigtig store chancer undervejs; ellers havde kampen da heller ikke været så intens at følge. Det var en udsøgt fornøjelse at se kampen bølge frem og tilbage.
