Hvis bare bogen bliver halvt så god som sin titel. Den kommer til efteråret…
Sig det med ord
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
Men derudover…
…så lytter jeg med stor interesse til P.J. Harveys nye album, I Inside the Old Year Dying. I denne sang er der tydelige Elvis-referencer på tekstsiden (jvf. Jens’ opslag fra de seneste dage), og ikke kun i sangens titel.
Hvor sangen finder dig
Lucinda Williams bliver ved med at indspille og udsende hjerteramponerede plader af den store amerikanske ensomhed. Her en sang fra hendes nye Stories from a Rock N Roll Heart, et album der netop skulle være på trapperne og som kan byde på gæsteoptrædender af bl.a. Angel Olsen og Bruce Springsteen. Her er det dog Lucinda og hendes stærkt spillende band helt alene…
Summertime lateness
Lana Del Rey skulle lørdag aften kl. 22.30 på Glastonbury’s såkaldte Other Stage give sit første britiske show i fire år. Derfor ret vildt at vores popnoir-dronning dukkede op en hel halv time for sent, angiveligt fordi hun skulle have sat hår. Konsekvens? Da klokken slog midnat, curfew på Glastonbury, blev strømmen slukket på scenen. Da var Del Rey netop færdig med ‘White Mustang’. Som kan ses på køreplanens hensigt herover gik Glastonbury’s publikum på den baggrund glip af en håndfuld af Del Rey’s største slow-bangers. Et bud herfra er at hun om to uger starter sit show i Hyde Park, der også har streng curfew, til tiden.
The Eternal
Det engelske musikmagasin Sounds udkommer 31. maj 1980 med følgende reportage/mindeord om Ian Curtis’ selvmord. Interessant at læse i dag hvor hårdt Joy Division-fyrtårnets død slår ned i sin engelske musiksamtid, her personificeret af Sounds-reporter Dave McCullough…
Et møde i Tanger
I næste måned kommer det, der formodentlig er den definitive biografi om Nick Drake. I bogen fortæller de, der kendte ham bedst, om hans liv, og en af de overraskende beretninger fra dem er den om dengang, hvor Nick Drake mødte The Rolling Stones under Drakes rejse til Marokko. Jeg har aldrig læst noget fra Mick Jagger eller andre fra The Rolling Stones om dette møde (måske fordi de var “bombed out of their minds” ?). Men her er en kort udgave:
By coincidence the Stones were also in the crowd, making a field recording. The friends revived the idea of getting Nick to play for them. Having established that they were staying in an old French colonial hotel, La Mamounia, they went there that evening. Upon discovering that they were in its grand dining room, says Julian, “Rick went in with Nick and told them how great Nick was at the guitar. Nick then played for them.” It’s striking that Nick was willing to perform alone and at close quarters in front of such an intimidating audience. Rick does not recall what he played, but when he stopped, continues Julian:
(fra Nick Drake: The Life af Richard Morton Jack – her citeret fra https://www.theguardian.com/music/2023/may/27/nick-drake-the-life-richard-morton-jack-biography-extracts)
“We all sat down. It was a large room with a long table immediately on the left, deserted but for the Stones and their entourage. Mick Jagger was at the head, and in my memory Nick sat at the opposite end. It was like a scene from The Decameron, with food everywhere, which they invited us to help ourselves to. We were very grateful, because we were starving. They were bombed out of their minds yet clearly impressed by Nick. At the end of the encounter Mick said to him: ‘You must come and see us when you’re back in London,’ which I doubt he said to everyone.”
IC fotograferet
På dags dato i 1980 sætter Ian Curtis sig i en fotoautomat i supermarkedet Woolworths i Macclesfield og får taget dette pasbillede til den kommende første USA-tour for Joy Division. Det bliver det sidste glimt af Ian Curtis. Tre døgn efter er han ikke mere.
Nick Cave and The Bad Seats
Liv og død
Ville have bragt dagens nye Håkan Hellström-single her, men efter to gennemlytninger synes det en dårlig idé. For det synes officielt nu: Håkan er død. Stendød. Mage til kreativt karrierefald skal der ialfald ledes længe efter. Så hvad gør vi istedet? Tuner over på BBC, der netop har frigivet denne fine Piano Room-optagelse, hvor revitaliserede Depeche Mode fremfører deres egen nye single med BBC-strygere på og helt anderledes vitalt højt til loftet…
Da Ken† gik bort
Vi hører på vandrørene, det denne regngrå mandag er syv år siden Kent med en selvmytologiserende video bekendtgjorde sit eget farvel som band. Eskiltuna-drengenes opløsning gjorde ikke på nogen måde verden bedre, tværtimod, men et mere effektivt eksekveret farvel-telegram end dette er vel aldrig blevet sendt afsted af noget livstræt poporkester…
Тебе Жду
Af en eller grund skulle der gå meget lang tid, inden jeg blev mindet om The Ukrainians, der begyndte som et sideprojekt for Peter Solowka – oprindelig guitarist i The Wedding Present fra Leeds (dem er der sikkert læsere, der kan huske). Som efternavnet antyder, har Peter Solowka ukrainsk baggrund. Тебе Жду betyder i øvrigt “Jeg venter på dig” – både på ukrainsk og på russisk.
Svenske aftener
Det var bidende minus 12 grader da Thåström spillede en fredag aften på Orion Teatern i Stockholm lige før jul i år. Kom selv langt over midnat forbi mindepladen ude på frostdampende Sveavägen, hvor Olof Palme blev skudt og myrdet i 1986. Her til aften dukker dette billede så op af dem begge. Palme over til højre ved siden af Björn Afzelius og Imperiet’s nu også afdøde Christian Falk, Thåström helt til venstre, siddende på knæet af Michael Wiehe fra Hoola Bandoola Band, hvis sange ‘Fred’ og ‘Keops Pyramid’ han selv har indspillet. Således giver tingene alligevel en vis mening i denne usammenhængende verden.
War is worth it?
Pet Shop Boys har netop lagt en ny sangdemo op, sunget i 1. person fra vinklen af en i dissekrigsplagede tider yderst omstridt statsleder. Bliver det hele for fodformet og afkodeligt uinteressant trods de gode intentioner? Måske, men den stærke melodi bærer godt igennem. Bemærkelsesværdigt er det også at Neil Tennant, som sangen udvikler sig et par steder nærmest vrænger med stemmen, noget aldrig nogensinde hørt før i normalt så køligt afmålte PSB, og det endda her, ovenpå en soft klaverballade…
The Carpenters
Der skete meget i dag for 40 år siden. Det mest tragiske og triste var nok Karen Carpenter’s død af spiseforstyrrelser kun 32 år gammel. Kan du lide The Carpenters? Tænker de er sådan et band, man kun kan klare i meget, meget små doser før det hele bliver for sukret og klaustrofobisk perfekt. Men deres dygtighed udi amerikansk popmusik af reneste 70’er-snit fornægter sig jo aldrig. Vi mindes Karen Carpenter her med denne sides absolutte favorit med dem, 1971-singlen ‘Superstar’, som også Sonic Youth overraskende har lavet en meget, meget fin version af. Men her er det The Carpenters, der altid lød allerbedst på de mest længselsfuldt sørgmodige og fortabte sange…
Glamourøs indie-rocknroll
Vistnok som optakt til annonceringen fredag af en koncert i London fortæller comeback-snarlige The Walkmen’s Hamilton Leithauser på Insta den tragedie som var bandets første tour i England. Med erfaringer som disse – der ikke er uvanlige i rocknroll nær og fjern – forståes NYC-bandets opløsning/’ekstreme pause’ i 2013 måske straks bedre…
