Jens har ofte nævnt The Saints fra Brisbane – tidlige pionerer inden for dét, man snart begyndte at kalde for punk.
Nu bliver deres debutalbum I’m Stranded genudsendt, og The Saints er blevet gendannet – men ude den oprindelige forsanger og det eneste gennemgående medlem Chris Bailey, der døde i 2022. Mark Arm fra Mudhoney er ny vokalist, og sammen med Ed Kuepper og Ivor Hay er også Mick Harvey (fra The Bad Seeds) og Peter Oxley (fra Sunnyboys).
Herunder er Wikipedias oversigt over de 37 (!!!) mennesker, der har været medlemmer af The Saints i årenes løb. De havde sågar flere medlemmer med nordisk baggrund (bl.a. Martin Bjerregaard fra Psyched Up Janis), og Marty Willson-Piper fra The Church var faktisk også med en overgang,
Der er nyt fra Sharon Van Etten, der nu har sig et band, der hedder The Attachment Theory (opkaldt efter den engelske psykolog John Bowlby teori om børns tilknytning til omsorgspersoner). Hun går tydeligvis efter et lidt goth-agtigt image nu, men i al fald på dette nummer er det musikalske udtryk et, vi kender. Til februar næste år kommer der et album, og til marts en koncert på dansk grund (Store Vega, København, 2. marts 2025).
I dag fandt jeg ved et tilfælde mit eksemplar af So Much For The City af og med det irske ensemble The Thrills. Da albummet udkom for 21 år siden troede mange, at de ville blive det næste store musiknavn fra Irland; de blev rost af R.E.M. og var opvarmning for The Rolling Stones. Men få år senere var The Thrills glemt. Deres sidste koncert spillede de i 2007 i Australien på et spillested med plads til 700 mennesker. Hvad blev der mon af dem?
Jeg fandt en artikel fra 2003 fra The Independent om The Thrills. Det er ikke klart, hvad der er årsagen til deres tur ud i glemslen – måske var de bare for “pæne”? So Much For The City er umiskendeligt blød rock og lyder mere amerikansk end irsk, men jeg synes stadig at albummet er værd at høre.
Mens dette skrives, er jeg omkring 30 kilometer fra grænsen til Serbien. Derovre findes Sixth Sense, og her er deres nye sang “Tišina”. Det betyder “stilhed”.
En omtrentlig oversættelse af teksten er
Jeg drømte om dit navn den nat, Jeg så himlen og fuglene i den varme ørken Jeg tog mit bind for øjnene, så jeg kunne se ud i mørket, at se alt det der går, vil jeg gerne vide
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Jeg vil have slutningen, stilhed og drømme, Jeg mener slutningen, stilhed og drømme Jeg tog mit bind for øjnene af at kunne se ud i mørket at se alt det der passerer, Jeg vil gerne vide det
Stilhed kalder på mig, og den ødelægger alle drømme, og den ødelægger alle drømme
Her er en forsinket note om Cat Powers koncert i DRs koncerthus i København den 31. august, hvor Chan Marshall (som hun jo rigtigt hedder) fortolkede Bob Dylan. Sætlisten var præcis den samme som på hendes album fra sidste år. Og dén er identisk med sætlisten fra Bob Dylans koncert i Manchester i 1966 – ét sæt med stille, akustiske numre efterfulgt af et sæt med et rock-ensemble af den slags, Bob senere blev vant til at optræde med.
Dette var min første koncert med Cat Power, og jeg har kunnet læse mig til hvordan hun gennem årene har været præget af psykisk sårbarhed og sceneskræk. Foran Chan Marshall stod et nodestativ med teksterne til alle sangene og et bord med flasker med vand, et krus te (eller kaffe) og nogle små håndklæder og servietter. Meget af det er formodentlig forsøg på at håndtere netop denne sceneskræk. Det er selvfølgelig ikke rationelt – hun har sunget disse sange masser af gange – men angst er aldrig rationel. Jeg forstod ikke helt hendes ønske om at gå med høje stilethæle – ofte virkede de mest til at være til besvær, og til sidst smed hun da også skoene en overgang. Samtidig med at udtrykket blev mere rocket, fornemmede jeg tydeligt, at hun begyndte at hvile i sig selv på scenen.
Var det så godt? Ja og ja. Når koncerten var bedst, var det sublimt. Bandet fra koncertens anden halvdel er særdeles tight og Chan Marshall synger jo dejligt. Hun har sådan en udtryksfuld vokal, som man på engelsk ville kalde husky, og den er i høj grad det, der gør disse Dylan-fortolkninger til noget særligt. Ligesom Bob (og vel også fordi hun har sunget disse sange så ofte) går Chan Marshall ofte i gang med at bygge om på sangene i det små med andre fraseringer. Nogle gange sidder det i skabet, andre gange ikke helt.
Nu er det min tur til at skrive om forgangne tiders rockmusik, og som så ofte før vender jeg tilbage til The Replacements. Denne sang kom ikke med på Pleased To Meet Me, men er at finde på bokssæt-udgivelsen, hvor der er en hel skive med demoer. En lille musikquiz er på sin plads: Hvordan adskiller denne sang sig fra de sange, der faktisk kom med på albummet?
Pastorinden og jeg er lige kommet hjem fra Way Out West, den store årlige musikfestival i Slotsskogen 2024. Det skriver jeg mere om i et andet indlæg.
Der var mange gode oplevelser, men for mig var det suverænt mest gribende øjeblik James Blakes udgave af “No Surprise” fra Radioheads OK Computer. Sidst, vi var til Way Out West, var i 2019, et halvt år inden pandemien. I de fem år, der er gået, er der sket ganske meget i mit arbejdsliv, meget af det desværre ikke så rart – og netop denne sang beskriver en følelse og nogle overvejelser, jeg har kendt lidt for godt. Jeg fældede en tåre, faktisk flere, da sangen kom.
Og så er det også som om netop denne sang, som blev tilegnet Jonny Greenwood, passer usædvanligt godt til netop James Blake. Her er en publikumsoptagelse af den.
Nation of Language på Höjden-scenen, Way Out West 2023.
Pastorinden og jeg besøgte igen Way Out West-festivalen i Göteborg efter fem års pause. Det var en særdeles god oplevelse.
Way Out West er ikke en camping-festival og ligger i grønne omgivelser i Göteborgs største park, Slotsskogen. På den måde er man forskånet for en del af de udskejelser, der ofte har gjort mig træt af den ellers så velrenommerede Roskilde Festival. På Way Out West var der således ingen, der stod og ladede vandet på tilfældige steder og der var heller ikke masser af tydeligt berusede mennesker, der sejlede tilfældigt rundt på pladsen i tøj stift af støv og mudder. Priserne på drikkevarer og mad (maden er endda ofte ret god, synes jeg) er som i Danmark, bare i svenske kroner. Så med den fordelagtige valutakurs er det tilmed billigt.
Eneste skår i glæden er at festivalen måske er på vej til at blive for populær. Lørdag aften var der markant flere mennesker end torsdag og fredag, og det kunne man tydeligt fornemme.
Nogle korte observationer om musikken:
PJ Harvey gav endnu en vellykket koncert. Det er altid en fornøjelse af se hende, og hun har efterhånden et rigt og varieret bagkatalog at tage fra – og det gjorde hun.
Pulp var meget driftssikre. Jeg tænkte uvilkårligt at musikerne godt nok var blevet gamle, men så huskede jeg at de faktisk er på alder med mig! Jarvis Cocker er om muligt blevet endnu mere selvironisk med årene. I modsætning til PJ Harvey er der ikke nyt fra Pulp, så koncerten var en grundig tur i bagkataloget.
Air spillede Moon Safari i sin helhed. Det er det eneste album med dem, som jeg kender godt, må jeg indrømme – og det var en helt loyal genopførelse. Airs musik er strengt taget en form for vellavet easy listening og burde derfor ikke være velegnet til en udendørs festival hvor publikum kommer og går, men publikum var der alligevel (og jeg var der også).
Nation of Language havde jeg glædet mig til at se, og de skuffede ikke (ud over at koncerten kun var programsat til 45 minutter som andre koncerter på Höjden-scenen). Det er interessant at tre musikere, der er så unge, at et vilkårligt medlem af Pulp kunne være forælder til dem og tilmed er fra USA, kan være en så god og original inkarnation af OMD. Ian Devaney har tilmed moves, der leder tanken hen på Jens og Henrik. Se Nation of Language, hvis I kan.
Hurray for the Riff-Raff skuffede heller ikke. Den korte koncert præsenterede næsten alle sangene fra det nye album The Past Is Still Alive.
Arooj Aftab var også en af de kunstnere, jeg havde glædet mig til. Og selv om hun indrømmede at have tømmermænd, gik det godt. Hendes aktuelle album har sange på engelsk om (ifølge hende selv) at drikke og flirte – men jeg må indrømme at jeg synes bedst om hendes sange på urdu.
Alvvays havde jeg ikke oplevet før, men gode var de. I sidste halvdel af koncerten opdagede jeg (lidt sent) forskelligheden i deres sangmateriale.
Fever Ray er fra Göteborg og har et helt særegent udtryk, der kræver lidt tilvænning, men er spændende. Det er sært at tænke på at Karin Dreijer engang i begyndelsen af sin karriere spillede i band med Håkan Hellström. Jeg har svært ved at forestille mig to mere forskellige svenske musikere end de to.
The National leverede en vellykket koncert som afslutning på hele festivalen, men det var begyndt at blæse temmelig meget op, og lyden blev desværre kastet rundt af blæsten meget af tiden. Under koncerten slog det mig, at Matt Berninger og Jarvis Cocker vel ligner hinanden i fremtoning: Midaldrende mænd med briller og jakkesæt og en rastløs energi, der efterhånden fører dem rundt på alle dele af scenen.
Var der ingen skuffelser? Jo. André 3000 har skiftet musikalsk udtryk fra sin tid i Outkast og spiller nu en form for free jazz. Nogle er begejstrede for hans nye musikalske retning, men jeg var ikke imponeret. Og så var der den amerikanske gruppe Wednesday; jeg troede fra beskrivelsen, at de spillede alternativ country, men bortset fra et enkelt nummer var der tale om støjrock af en temmelig anonym slags.
Gik jeg glip af noget? Ja. Jeg fik ikke oplevet Slowdive, The Kills og Fred Again. Jeg var ganske enkelt for træt. Ak ja.
Nu trænger vi til noget ordentlig country. Dagens gode nyhed fra den kant er, at der er et nyt album på trapperne med Gillian Welch og David Rawlings. Det udkommer den 23. august i år og hedder Woodland. Her er den første sang derfra, “Empty Trainload og Sky”. Seneste album med eget materiale kom helt tilbage i 2011. Ikke at de to har ligget på den lade side. Rawlings har lavet flere albums i eget navn (hvor Gillian Welch er med), og i 2020 kom albummet All the Good Times (Are Past & Gone), der rummede en samling cover-numre og ligesom det kommende er album er krediteret til både Welch og Rawlings.
Jeg kan se, at der også er en turné under opsejling. Forhåbentlig når den også til Danmark. I 2011 havde jeg billetter til koncerten på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men skæbnen ville at jeg aldrig kom af sted, for jeg fik lungebetændelse og blev indlagt på hospitalet. Det ville være godt at kunne tage revanche nu.
Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.
Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.
Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.
Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.
Jeg fandt dette gamle klip med Elliott Smith fra juli 1995 fra amerikansk morgen-fjernsyn . Han synger “Clementine” fra albummet, der simpelthen hedder Elliott Smith. Der er noget sært uvirkeligt ved at se ham dér i sofaen mellem overfladisk smilende mennesker i farverigt sommertøj.
I dag er det 76 år siden Nick Drake blev født i Yangon i Myanmark. I november i år er det 50 år siden, han blev fundet død i sine forældres hus i Tanworth in Arden. Som det er tilfældet med så mange tidligt afsluttede karrierer i musikkens verden bliver Nick Drakes liv, værk og alt tidlige bortgang endevendt igen og igen – vel i vores fælles søgen efter at finde bare lidt mere nyt og i vores fælles længsel efter de nye udgivelser, der i sagens natur aldrig kan se dagens lys. Også jeg er skyldig i det. Men de tre albums, Nick Drake nåede at indspille, kan sagtens stå alene.
Her er en af de smukkeste sange, han nåede at skrive (det siger ikke så lidt, spørger man mig). På sådan en juniaften får den en særlig mening.
Og det er John Cale, der spiller med og er med at give “Northern Sky” en særlig magi. I Richard Morton Jacks definitive biografi om Nick Drake, Nick Drake: A life, kan man læse om mødet mellem Drake og Cale, disse to meget forskellige, men dog åndeligt beslægtede musikalske genier.
Nu er der en rockumentary om Redd Kross, der har eksisteret i 45 år nu, og altid med brødrene MacDonald som den faste kerne. Filmen hedder Born Innocent. Utroligt, at der tilsyneladende findes ét eksempel på brødre, der laver musik sammen uden at ende med at blive sure på hinanden. (Radiohead kunne være et andet eksempel, men måske er der en grund til at de to Greenwood-brødre ikke samarbejder i The Smile?). Også lidt utroligt, at Redd Kross blev dannet, før London Calling udkom.
Redd Kross er (sammen med bl.a. The Posies) blandt powerpoppens fædre, og deres kærlighed til The Beatles er altid tydelig. Det ser og hører man også på dette nye nummer. I næste måned kommer der et nyt album med dem (Redd Kross, altså) og det hedder bare Redd Kross. Om det er et godt eller et dårligt tegn at en gruppe opkalder et album efter sig selv, ved jeg ikke. Da The Beatles udsendte The Beatles (det hvide album), gik der kun to år, og var det slut med The Beatles.
Et billede fra 1961, til en koncert i Aldershot, sydvest for London. 18 mennesker dukkede op. Musikerne kom fra Nordengland, og dette var deres første optræden så langt sydpå, så langt fra Liverpool.
Den franske butikskæde http://loveshop.fr, der specialiserer sig i lingeri og erotisk litteratur, har efter pandemien satset på et salgsfremstød i Norden. Indledende sonderinger og et forsøg på at købe rettighederne til en fransk genindspilning af en sang efter eget valg (“Født til action” er blevet nævnt) slog fejl. Nu har man så bebudet et sagsanlæg mod Love Shop og et krav om at bandet skal vende tilbage til sit gamle navn, nemlig Lit De Parade. Hjælp os med at forhindre dette og holde turneen i gang ved at sende et bidrag til den kommende retssag.
