Algeriet-Sydkorea: 4-2

algeriet-sydkorea

Nogle gange er de mest interessante kampe dem, hvor man ikke rigtig forventer noget. Jeg kendte meget lidt til såvel det algierske som det sydkoreanske landshold, men vidste dog at ikke helt få af begge landsholds spillere til daglig spiller i europæiske klubber. Faktisk har en del af de algierske spillere endda været forbi det franske ungdomslandshold! Hele 17 medlemmer af truppen er faktisk født i Frankrig. På denne måde er Algeriets landshold vel en pendant til Irlands landshold.

Første halvleg bød på tre interessante og særdeles forskellige algierske mål (især det første antog nærmest karakter af en sprint), og det var egentlig helt trist at se hvor modløse koreanerne blev efterhånden. Men i pausen må der være sket et eller andet, for nu pressede Sydkorea flot og overbevisende en lang overgang – og det gav pote. På trods af endnu en algiersk scoring blev kampen meget mere spændende og langt mindre forudsigelig end jeg en overgang troede. Nogle gange er det i lige så høj grad denne slags kampe som dem, der involverer de sædvanlige favoritter, der gør VM værd at følge med i.

Skriv et svar