Det var en mørk og stormfuld decemberdag, da denne blogs forfattere vanen tro talte om årets albumudgivelser.
Pastoren: Velkommen til årets darkwave- og country-udgivelser!
Jens: Jeg har haft svært ved at samle en top 10 i år, og min liste fortæller som sædvanlig mest om hvilke albums, der har betydet mest for mig i år, ikke hvilke albums der objektivt og musikhistorisk set er “årets bedste”. Jeg har hørt en masse ældre musik i år.
Pastoren: Så er det nemt: Årets album er London Calling.
Jens: Det er det altid, og det var det især for nogle uger siden! Men jeg har også hørt andet end London Calling, bare rolig. I går hørte jeg f.eks. Sandinista! Nå, lad os komme i gang.
Pastoren: Lad mig lægge ud med The National: I Am Easy To Find. Det er et anderledes album fra The National, end man er vant til. Albummet har på mange måder et mere afdæmpet og direkte melankolsk udtryk, end man er vant til. Der er kvindelige vokalister med på alle numre, bl.a. Sharon Van Etten. Det er udtryksmæssigt ikke så umiddelbart som de tidligere albums. Og det er et godt album.
Jens: Det er et meget langt album, og meget af det er i samme stemning. Det er novelle-tekstagtig stemningsmusik og ikke så melodisk sangbaseret som f.eks. High Violet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig er kommet ind i dette nye album, men meget faldt dog på plads da jeg så dem live i november. Matt levede op til sit sædvanlige image (bl.a. ved at drikke sig under bordet undervejs), men de nye sange gav mening.
Pastoren: Og det er et mirakel, at en gruppe med to sæt brødre ikke går til i interne skænderier!
Jens: Faktisk havde Matt Berningers bror en overgang en rolle bag kulisserne, men han blev gået.
Lad mig nævne Boy Harsher: Careful. Det er en duo, som vist er fra Canada. De mødtes efter sigende på et dansegulv til New Order. Det er grundmelankolsk og elektronisk. Albummet er af den stemningsindirekte slags. Så dem på Christiania i november, hvor de var blændende gode.
Pastoren: Faktisk er de nu fra Georgia, siger Wikipedia – dvs. de er fra et sted i Kaukasus. Det her er darkwave.
Jens: Det er det.
Pastoren: Måske endda gotisk?
Jens: Normcore-gotisk!
Pastoren: Jeg bliver nødt til at nævne Leonard Cohen: Thanks for the Dance. Jeg havde ikke forventet noget særligt, men det korte album på kun knap en halv time er faktisk et værdigt farvel fra den gamle mester med sange, der skuer døden ret i øjnene. En lille sang (eller hvad vi skal kalde den) som “The Goal” får sagt mere væsentligt om livet med døden på lidt over et minut end man skulle tro muligt. Det er noget helt særligt at høre en stor kunstners refleksioner over sin forestående død – det samme var som bekendt tilfældet på Bowies sidste album.
Jens: Jeg er enig. Thanks for the Dance er overraskende flot løftet af sønnen Adam – og af Leonard Cohen’s eget gamle band. Det er noget helt særligt at høre Cohens røst hinsides graven; han virker mere levende end samtlige boybands.
Pastoren: Det har han altid gjort.
Jens: Ja, men at han også gør det tre år efter sin død, er noget særligt. Jeg frygtede selv det værste, for når store kunstnere dør, vil nogen ofte tjene penge på det posthume.
Pastoren: Ja, tænk bare på Jeff Buckley.
Jens: Jeg vil så nævne Operators: Radiant Dawn. De er fra Canada og frontmand er Dan Boeckner, et medlem fra canadiske Wolf Parade. Musikken er elektronisk, kantet og minimalistisk med Boeckners mere rockede vokal oveni.
Pastoren: Dvs. mere darkwave.
Jens: Det er det vel. Og i al fald et fint afbræk fra Wolf Parade.
Pastoren: Bruce Springsteen: Western Stars. Det er stort sat op, så man kunne frygte at det hele ville blive en udvendig omgang. Men det er det slet ikke. Faktisk rummer Western Stars nogle af hans bedste sange gennem længere tid. En meget positiv overraskelse.
Jens: Bortset fra “Sleepy Joe’s Cafe”, som er en tåkrummende dansktop-boogiewoogie. Jeg kan ikke finde ud af at høre Western Stars, for der er noget ved den, der virker som om Springsteen spiller en rolle, lidt som om han synger en andens sange.
Pastoren: Men Bruce Springsteen har altid spillet en rolle. Det har bare været en anden end den rolle, han giver os på Western Stars. På Springsteen On Broadway røber han faktisk, at han aldrig har haft en dags ærligt arbejde; alle arbejderfortællingerne fra ham er, siger han, fortællinger om hans far.
Jens: Ulf Lundell: Tranorna kommar. Det er en vital comeback-plade og han virkede sulten, da han lavede den. Engang var Lundell utroligt produktiv, nogle gange for produktiv med flere albumudgivelser og bøger om året. Så blev der stille fra ham i en tid. Jeg så hans genkomstkoncert på Sofiero i Helsingborg; det var bevægende at se alle de gamle musikere og hans tilhængere fra hele Sverige igen. Han har allerede fulgt op på dette fine album med en prøvelse af en julesang.
Pastoren: Hiss Golden Messenger: Terms of Surrender. Mike Taylor mig om Neil Finn på amerikansk, både hvad angår vokalen og hvad angår sangene. Jeg mødte Taylor for nogle år siden efter hans koncert i Aarhus og fik snakket med ham; han er en rar og begavet mand, der ved en masse om folk- og countrymusik og har produceret albums med traditionelle folk-navne fra North Carolina, hvor han hører hjemme.
Jens: Bill Ryder-Jones: Yawny Yawn. Bill Ryder-Jones var oprindelig med i The Coral, men dette album er sangene fra has egen Yawn genindspillet solo på klaver. Resultatet er klasser bedre end det første album! Jeg var ude at gå en tur i hans hjemby West Kirby uden for Liverpool for nylig, og det var naturligvis særligt at gå rundt på de steder, hvor han færdes og hvor denne sarte musik er blevet til.
Pastoren: Nick Cave & The Bad Seeds: Ghosteen. Det er et også et album, som man skal ind i. Det er et helt anderledes album, meget mere utilsløret inderligt og faktisk spirituelt. Og Nick Cave synger meget bedre end han gjorde, da han var halvt så gammel. Teksterne er fantastisk gode.
Jens: Der er ikke meget Bad Seeds over dette album. Jeg hørte at de indspillede albummet med hele bandet, men så miksede bl.a. trommerne helt væk. Jeg kan slet ikke komme ind i Ghosteen, der for mig at høre ligger i umiddelbar forlængelse af Skeleton Tree, men jeg vil heller ikke tale det ned, højst beklage al den magt Warren Ellis har fået over Nick Cave’s musik. Ved gud, jeg savner Blixa og Mick Harvey til at skabe en efterhånden længe savnet dynamik i denne kropsløse filmmusik. Men under alle omstændigheder er “Hollywood” et mageløst nummer at slutte med.
Men lad mig så nævne David Berman: Purple Mountains. Han holdt en lang pause efter årene i The Silver Jews, men lød formmæssigt som om han ikke havde lavet end at spille musik, da han så omsider vendte tilbage med det her album. Få uger efter Purple Mountains udkom, slog han sig selv ihjel. Og pludselig blev et gribende – og ofte også meget morsomt – album til et hjerteskærende selvmordsbrev.
Hans: Men nu skal vi til England, hvor Elbow udsendte Giants of All Sizes. Efter de seneste, lidt magelige albums er dette en tilbagevenden til det mere kantede og pågående udtryk fra Leaders of the Free World.
Jens: Ja, det var et stærkt album. Jeg husker en koncert med Elbow for en tre-fire år siden, hvor det hele var blevet alt for tilbagelænet og gemytligt. Det er godt, hvis de har fundet den gamle energi frem igen.
Pastoren: Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow. Måske skal alle nyere kunstnere denne vej forbi og indspille et synth-præget, firseragtigt album. Selv Paradise Lost, der ellers mest har gjort sig i gotisk metal, gjorde det en overgang. Sharon Van Etten gør det godt, og af og til minder hun her egentlig lidt om Siouxsie and The Banshees. Så det er næsten darkwave.
Jens: Ja, der er nogle gange lidt af Siouxsies dramatiske udtryk over Van Ettens vokal. Det er en faktisk en vild rejse, hun er ude på. Hun kommer jo fra noget langt mere americana-agtigt end dette. Jeg havde høje forventninger ud fra de tre første og yderst vellykkede singler. De var dømt til at måtte gå skuffede hjem. Årets med vilje og by far grimmeste cover.
Pastoren: Det er så afgjort tilfældet – vi befinder os trods alt i en verden, hvor R.E.M. er gået i opløsning.
Jens: Lad mig så nævne The Felice Brothers: Undress.
Pastoren: Det er årets album med Bob!
Jens: Nej, det her er meget mere løssluppent end Dylan og ikke nær så regelret. Meget, meget fine tekster i øvrigt. Og så kommer de til København i det nye år!
Pastoren: Så er turen kommet til Vampire Weekend: Father of the Bride. Det er deres hidtil bedste genindspilning af Graceland. En sang som “Married In A Gold Rush” er endda en slags Graceland-country-duet. Denne gang har de nemlig (uden sammenligning i øvrigt) gjort det samme som The National, nemlig fået kvindelige gæstevokalister med.
Jens: I små doser er Vampire Weekend vel fint. Men den legesyge wellness-stemning bliver hurtigt for meget for mig, og at høre fem sange i træk med Vampire Weekend er lidt som at spise fem hindbærsnitter. Man føler sig syg indeni.
Pastoren: Så har jeg fået mange hindbærsnitter i år.
Jens: Rammstein: Rammstein.
Pastoren: Når et band opkalder et album efter sig selv, er det typisk tegn på at de er ved at gå i stå.
Jens: Men sådan er det ikke her. Rammstein har en fantastisk melankolsk tone med veldoserede lydarkitekoniske katedraler af stor skønhed, som nogle forveksler med gammel tysk nazisme. Liebe Ist Für Alle Da blev for meget musikalsk uforsonlighed og tunge riffs; godt at de har fundet tilbage til det sehnsucht-melankolske og det melodiøse fundament fra Mutter, som hidtil var deres optimale album, og væk fra de mere vulgært sensationalistiske ting som f.eks. “Pussy” og “Amerika”.
Pastoren: I en muligvis lidt anden genre har vi The New Pornographers med In The Morse Code of Brake Lights.
Jens: Selvfølgelig. Dem skal du jo nævne.
Pastoren: Ja, det skal jeg da.Det er i høj grad blevet Carl Newman og Neko Case, der definerer dette band; Dan Bejar er medforfatter på et nummer, men har tilsyneladende forladt bandet. Til gengæld har de vist fået en indisk dame med på violin og sang. Det, jeg synes så godt om, er de vældig stærke vokalharmonier og godt melodimateriale (og de interessante tekster). Og så kan man på In The Morse Code of Brake Lights. tydeligt høre en inspiration fra Jeff Lynne denne gang – ikke Satans Sovsekande, men en velplaceret strygekvartet her og der, bl.a. på “Colossus of Rhodes”.
Jens: Det er bestemt velkomponerede sange, og de er dygtige vokalister som sådan, men jeg synes, The New Pornographers mangler en rigtig forsanger, én med et mere sjælfuldt udtryk. Neko Case kan vel godt, men Carl Newman er noget mere anonym.
Pastoren: Nu er du jo også selv soulmusiker.
Jens: Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell.
Pastoren: Det anede mig. Jeg kan godt lide det nye album med Angel Olsen. Lana Del Rey er bare kedelig; hendes “jeg er dekadent og træt”-udtryk siger mig ingen ting.
Jens: Det er altså en virkelig god plade inden for mainstream-pop. Når så mange andre er enige med mig, og når så mange musikere har hende med som gæst, må der være noget om snakken. Og jeg synes bestemt ikke, at hun lyder dekadent. Eller træt.
Pastoren: Jeg har skam forsøgt at lytte til hvordan Norman havde kønslig omgang med Rockwell; Lana Del Rey var muligvis ikke træt, men det blev jeg.
Jens: Din stædige modstand mod hende er efterhånden ved at antage legendestatus. En bedre og mere stærkt profileret amerikansk sangskriver end Lana Del Rey er det i 2019 umuligt at få øje på. Om jeg snakker melodi eller ord? Begge dele.
Pastoren: Næ, lad mig så nævne Orville Peck: Pony. Han synger helt fantastisk (han minder mig om Chris Isaak, men især om selveste Roy Orbison) og sangmaterialet er stærkt. Jeg nåede kun at opleve den allersidste bid af hans koncert i Göteborg i sommers, men jeg kunne høre, hvor dygtig han er og hvor godt hans live-band er.
Jens: Jeg kender ikke albummet, men han synger godt uden at være så kitschet som f.eks. Chris Isaak, som han er blevet sammenlignet med. Hele det visuelle udtryk med halvmasken og de røde farver skaber en kontrast til traditionelt set ultrakonservative country-udtryk, der normalt ikke har været så LGBT-venligt. Han er homoseksuel, ikke?
Pastoren: Jo, det er han. Og en stor kender og beundrer af traditionel country, samtidig med at han er med til at forny genren ved at appellere så bredt, som han jo gør. Forresten er han fra Canada, og det er også lidt usædvanligt i country-sammenhæng.
Jens: TR/ST: The Destroyer part I og II. De er forresten også fra Canada.
Pastoren: Det er darkwave!
Jens: Ja, det er det. Men langt mere melodiøst end dét. Jeg så TR/ST i Amsterdam for nogle uger siden. Deres sceneudtryk er lidt specielt; live-opstillingen består af trommeslageren fra A Place To Bury Strangers, en navnløs kvindelig keyboardspiller, voluminøs og udfordrende klædt, og den høje, tynde frontmand Robert Alfons – mere rockstjerne på en scene end club-musiker. Sangene inde bagved er gode – det er et sammenstød af darkwave og pop, og det, jeg rigtig godt kan lide, er netop kontrasten mellem det dystre og det forløsende smukke. De to sammenhængende LP’er gik rent ind hos mig i år, hvor jeg har hørt dem endæløst meget.
Klassisk
Pastoren: Beth Gibbons og Polens Nationale Radiosymfoniorkester: Symphony of Sorrowful Songs (Goreckis 3. symfoni). Dawn Upshaws indspilning fra 1993 med David Zinman og London Sinfonietta er egentlig referenceindspilningen, men denne har også sin plads. Dirigenten er selveste Krzysztof Penderecki, selv en stor polsk komponist.
Jens: Jeg har ikke hørt denne udgave – synger hun egentlig godt? Der er jo et enormt spring fra at synge i Portishead til at give sig i kast med polsk kompositionsmusik (på polsk!) fra det 20. århundredes sidste halvdel.
Pastoren: Strengt taget ikke. Dawn Upshaw, der er operasangerinde, er teknisk langt overlegen –Gibbons er jo egentlig rocksangerinde (eller hvad det nu er for en genre, Portishead bor i). Men hele den inderlige side af den tragiske Symphony of Sorrowful Songs kommer tydeligt frem hos Gibbons, der jo bestemt ikke er fremmed for at fremføre dyster musik.
Pastoren: François-Xavier Roth & Les Siècles: Titan – Eine Tondichtung in Symphonieform. Dette er en indspilning med historiske instrumenter af første udgave af Mahlers 1. symfoni med den oprindelige 2. sats, “Blumine” indføjet. Lyden er varm og rund og helhedsindtrykket er ikke så “moderne”, som det nogle gange ender med at være i nyere Mahler-fortolkninger. John Williams trækker enorme veksler netop på Mahlers 1. symfoni (og på Richard Strauss’ Tod und Verklärung).
Bør også nævnes
Pastoren: Fontaines D.C: Dogrel. Lidt sure, men ikke så sure som f.eks. The Fall var – og med en god del mere humor. Og man kan høre at de er irske. Et godt rockband. Jeg ville gerne have set dem på Roskilde, men jeg kom desværre ikke af sted i år.
Jens: The Murder Capital, som også er fra Dublin, lavede et album ved navn When I Have Fears. Det er mere traditionelt end Fontaines D.C., men også opmærksomhed værd.
Pastoren: Calexico Feat. Iron & Wine: Years To Burn. Det pyntede på Iron & Wines lidt tørre udtryk, at Sam Beam gik sammen med Calexico.
Jens: Ja, det vil jeg tro. Det har altid været Calexico, jeg bedst kunne lide af de to.
Pastoren: I år turnerede Calexico og Iron & Wine i øvrigt sammen med Orville Peck. Det ville jeg gerne have overværet!
Pastoren: Man kan ikke komme uden om at nævne Aldous Harding: Designer. Gode melodier og arrangementer, men Hardings mildt sagt mystiske tekster fremført med selvopfunden accent og musikvideoer fyldt med bizarre grimasser og mærkværdige kostumer gør, at det hele hendes udtryk nogle gange fremstår for excentrisk til at man kan tage det helt alvorligt. (Faktisk er jeg ikke engang helt sikker på om hun vil tages alvorligt!)
Pastoren: Og så er der Bedouine: Bird Songs of a Killjoy. Azniv Korkejian (som er født i Syrien af armenske forældre) er forbløffende tæt på Aldous Harding rent stilmæssigt (det er også en slags folk-pop), men sangene er helt blottet for bizarre grimasser og mystiske tekster og synges endda på et pænt og tydeligt amerikansk engelsk, og så er det pludselig som det er blevet for… pænt!
Pastoren: Son Volt: Union. Det er det mest politiske udspil fra Son Volt i et stykke tid, og det er i sig selv godt, at Jay Farrar tager stilling til vigtige problemer. Desværre lyder han musikalsk set lidt som om rutinen er ved at sætte ind. Farrar har lov til at have sit gode country-udtryk (det værdsætter jeg nemlig), men han er måske ved at gå i stå. Jeg savner Uncle Tupelo.
Jens: Der er vist et par lovende ting på det nye album med Wilco. Deres andet album, Being There, var godt.
Pastoren: Det var det så afgjort. Men lad mig så nævne Justin Townes Earle: The Saint of Lost Causes. Der er bl.a. lidt tøffede numre, men flotte ballader.
Pastoren: Better Oblivion Community Center: Better Oblivion Community Center. Her er den bævende dreng Conor Oberst sammen med Phoebe Bridgers. Der er bl.a. nogle smukke ballader på.
Jens: Man kan sige lidt det samme om Oberst som man kan sige om Lundell: Nogle gange har han bare været for produktiv.
Pastoren: Jeg fik også hørt Weyes Blood: Titanic Rising. Nogle kan vældig godt lide det album og sangerinden bag det; jeg synes bare, det er lidt for pænt på en lidt for pæn måde. De rigtige Carpenters var meget bedre.
Jens: Nemlig. De rigtige Carpenters skrev langt bedre sange; dette album er nemmere at beundre end at holde af – det er pænt, dygtigt og søvndyssende.
Pastoren: The Delines: The Imperial. Det er soul/country med sange af Willy Vlautin, som vi ellers kender fra Richmond Fontaine og Amy Boone som sangerinde.
Jens: Det vil jeg høre! Richmond Fontaine var gode.
Pastoren: Angel Olsen: All Mirrors. Årets gode Lana Del Rey-album! Der er nogle rigtig flotte strygerarrangementer undervejs.
Jens: Det er der bestemt, men Angel Olsen skrev bedre sange før, synes jeg. De nye strygerarrangementer løber med al opmærksomheden.
Danske udgivelser
Pastoren: Claus Hempler: Kuffert fuld af mursten. Det er et overrumplende godt album, der nærmest kom ud af det blå. Han er en vældigt god tekstforfatter; han kan godt minde en del om Peter Sommer i sin sprogbeherskelse (og det er en stor ros). Det er underligt, at han ikke har lavet noget på dansk før.
Jens: Helt enig. Det er virkelig godt, det her. “Jeg drømmer om en sang” er nærmest en fortsættelse af hans Cohen-fortolkning fra På danske læber – og det er også en stor ros. Efter en masse udgivelser på engelsk skifter Hempler til dansk, og nu kan man klart høre mennesket inde bag. Det er som om han sparker døren ind til sit eget univers!
Pastoren: Kenneth Thordal: Den tid, den sorg. Det er et stærkt album, og også han er en fantastisk tekstforfatter. I mindre kompetente hænder kunne bearbejdelsen af sorgen ved at miste en datter måske endt som noget meget akavet og privat, men sådan er det ikke på Den tid, den sorg.
Jens: Helt enig. Der er meget på spil, og det bliver forløst. Thordal er en begavet mand.
Pastoren: Kira Skov: I nat bliver vi gamle. Det klæder hende at skrive og synge på dansk. Også her kan man nu høre mennesket bag. Der er selvfølgelig stadig et element af sorgbearbejdelse på dette album. Jeg kan godt lide henvisningerne til Peter Laugesen og Tove Ditlevsen undervejs.
Jens: Helt enig.
Pastoren: Jens K.: Skarpladte drømme. Han fortjener et større publikum, synes jeg.
Jens: Jeg vil også nævne Ukendt Under Andet Navn, der har udsendt en EP og en digital single i år. Henrik Olesen’s store, tyste musik af små armbevægelser fortjener også et større publikum.
Pastoren: Henrik er også en dygtig mand; hans tekstunivers er umiddelbart lidt “telegramagtigt” i forhold til f.eks. Thordal, men ordene er fine og valgt med stor, stor omhu. Og det samme gælder produktionen.
Genudsendelser
Pastoren: The Replacements: Dead Man’s Pop. Det er spændende og givende at høre den nye udgave af Don’t Tell A Soul fra 1988 og at høre outtakes (inklusive et par numre, hvor Tom Waits var med, og det muligvis var tilfældet at ikke alle var helt ædru) og en komplet liveoptagelse fra en af de gange, hvor bandet tog sig sammen og leverede en ordentlig koncert. Det forandrer indtrykket af det, jeg altid har tænkt på som The Replacement’s “U2-plade” med et meget glat og 1980’er-typisk mix – og faktisk var det første album med dem, som det lykkedes mig at fremskaffe i sin tid.
Jens: Helt enig. Da jeg fik Don’t Tell A Soul (og jeg kendte de tre foregående albums) var jeg noget skuffet, netop fordi udtrykket var så “radiotilpasset”. Sådan som det “nye” album fremstår, placerer det sig klart og tydeligt mellem Pleased To Meet Me og Don’t Tell A Soul. Jeg ville ønske, jeg i stedet havde haft den her udgave dengang.
Pastorens liste
- Orville Peck: Pony
- The New Pornographers: In The Morse Code of the Brake Lights
- Vampire Weekend: Father of the Bride
- Sharon van Etten: Remind Me Tomorrow
- Elbow: Giants of All Sizes
- Nick Cave: Ghosteen
- Hiss Golden Messenger: Terms Of Surrender
- Bruce Springsteen: Western Stars
- Leonard Cohen: Thanks for the Dance
- The National: I Am Easy To Find
Jens’ liste
- TR/ST: The Destroyer
- Lana del Rey: Norman Fucking Rockwell
- Rammstein: Rammstein
- The Felice Brothers: Undress
- Leonard Cohen: Thanks for the Dance
- Purple Mountains: Purple Mountains
- Bill Ryder-Jones: Yawny Yawn
- Ulf Lundell: Tranorna kommer
- Operators: Radiant Dawn
- Boy Harsher: Careful