My love won’t let you down

Jeg var der, og Pastorinden (som faktisk er født i Odense) var der også.

Det var faktisk slet ikke dårligt. Aftenens tre timer lange koncert var ganske meget bedre end koncerten i Parken i sin tid, hvor Bruce sloges med en forkølelse.

Bandet var oplagt og lever op til sin egen mytologi om at være en stor musikalsk amerikansk familie. Der var klar overvægt af numre fra Born to Run frem til og med Born in the USA. “Backstreets” var med og “My love won’t let you down”, som kun er tilgængelig på Tracks var der faktisk også. “The E Street Shuffle” kom også – det var tydeligt at netop dén sang ikke var så kendt af publikum. Vi fik også “Trapped”, en b-side (en coverversion af en Jimmy Cliff-sang) som jeg kun har hørt live én gang før, og det var tilbage i 1985. Så vidt jeg kunne se var denne sang opfyldelsen af et ønske fra en tilskuer på første række.

Det kunne have været dejligt at høre “Drive All Night” eller “Out In The Street”, og der var da også tilskuere med skilte med disse sangtitler på, men lige præcis The River var der ikke så meget fra.

Skriv et svar