Denne britiske postpunk-single fra 1980 har været i min bevidsthed i noget tid, mandag løb jeg ved et tilfælde endelig ind i et eksemplar af den. Girls At Our Best kom fra Leeds og hørte man dem dengang var det nok mest fordi John Peel gav dem kærlighed og spilletid på sit BBC-show. For udbredte blev de aldrig, udsendte kun en lille håndfuld indielabel-singler, samt et enkelt album kaldet Pleasure (1981). Lyden var behersket krads med guitarer der småstøjede et sted imellem Buzzcocks og tidlig Banshees, men Judy Evans’s rene stemme, samt de klare melodier gav Girls At Our Best en sær traditionel pop-kvalitet, der pegede i en særegen retning.

Deres catchy debutsingle ‘Nowhere Fast’ er den jeg huskede bedst og som kan høres herover. B-siden ‘Warm Girls’ (herunder) er nu også en keeper, en fire-minutters postpunk-minisymfoni af særegne opbyggende/forløsende forløb, der flettes forunderligt ind og ud af hinanden. En YouTube-bruger har lavet en fantastisk video til med lånte billeder fra den japanske 1969-film 薔薇の葬列 (Funeral Parade of Roses). Læg lige mærke til detaljen, hvor ubesværet single-coveret på øverste klip korresponderer med still-billedet fra videoens film på det nederste.

Kendte The Smiths’ Morrissey så til Girls At Our Best og deres ‘Getting Nowhere Fast’ da han lavede en sang til Meat is Murder (1985) med titlen ‘Nowhere Fast’? Naturligvis gjorde han det; både han og Johnny Marr kunne deres postpunk til fingerspidserne i 1985. Men iøvrigt…stod der ikke allerede ‘NOWHERE FAST’ i forruden på den bus, der kørte Sex Pistols og de andre bandlyste punkbands rundt på den skæbnesvangre Anarchy Tour i december 1976?! Det hele hænger vist sammen. Men nu var det b-siden ‘Wild Girls’ vi kom til…