The Smiths i koma

Se på coveret herover. Et egentlig klassisk The Smiths-singlecover, men så alligvel ikke. For udførelsen er anderledes collage-lignende og klodset end man de fire forrige år har oplevet det. Og de normalt så overskudsagtige B-sider på The Smiths-singlerne er helt usædvanligt skåret ned til to grove throwaway-skitser, Læg dertil den officielle promo-video herunder, ja, hvorfor er det kun sanger Morrissey som optræder i den? Sagen er enkel: Intet er som det plejer, for The Smiths er netop gået i opløsning. Op til Manchester-bandets fjerde album Strangeways, Here We Come, der skal udgives 28. september, har Johnny Marr og Morrissey for konsekvent at undgå hinanden været i studiet på forskellige tidspunkter. Hver for sig har de således indspillet deres bidrag til de ti sange på albummet, der skal stå som det sidste – og paradoksalt nok måske allerbedste – de nogensinde laver sammen. Men The Smiths er færdige. Ikke at man ville ane det udfra denne lille forløber-singles raffineret vægtløse musik, der udsendes 10. august 1987. Det synes næsten bedragerisk, at et traumatisk band-sammenbrud kan lyde så musikalsk harmonisk. Nuvel, kæresten i sangen er dog i koma, og tanken kan nemt være, det i virkeligheden er Marr der synges om, når Morrissey mod dens slutning uanfægtet crooner ‘let me whisper my last goodbyes…’.

Skriv et svar